Taatsiaq Gabrielsen vil være Grønlands stærkeste mand: Jeg har samlet kræfter

Lørdag kæmpes der om at blive Grønlands stærkeste mand. 10 har meldt sig til udfordringen.
- Jeg er meget spændt, fordi mine konkurrenter er meget stærke, siger Taatsiaq Gabrielsen til KNR. Foto © : KNR / Nukaaka Tobiassen
23. oktober 2020 15:37

Året har ikke været særligt sportspræget. 

Corona har udsat og aflyst mange grønlandsmesterskaber, men mesterskaberne om at blive Grønlands stærkeste mand har løftet den tunge udfordring og har fået lov til at gennemføre: I morgen lørdag vil Fitness.gl i samarbejde med KNR nemlig afholde arrangementet klokken 14.

Blandt deltagerne er 27-årige Taatsiaq Gabrielsen fra Ilulissat. Han bor i Nuuk i dag, og han glæder sig til dystre mod de stærke modstandere.

LÆS OGSÅ Grønlands stærkeste mand i nyt rekordforsøg

- Jeg er meget spændt, fordi mine konkurrenter er meget stærke, siger Taatsiaq Gabrielsen til KNR.

Deltagerne skal løfte vægte i fire discipliner.

Selv har han trænet hårdt siden sidste års udgave af Grønlands stærkeste mand.

- Vi træner seks gange om ugen, siger han.

Men selv en stærk mand skal også spare på kræfterne: 

- Faktisk har jeg har slappet af i de sidste fire dage for at samle kræfter til lørdag, siger han.

Det bliver hans anden deltagelse af konkurrencen, som bliver lidt anderledes i år på grund af coronasituationen. 

Kæmpet for Grønlands stærkeste mand

Ejer af Fitnessgl, Allan Juhl, har på trods af restriktionerne fundet en vej til at holde mesterskaberne.

- På grund af corona har vi været nødt til at tænke anderledes. Jeg har sagt, jeg vil gerne holde mesterskabet, men jeg vil også følge reglerne, siger han.

Den store stopklods, som har fået bremset andre andre mesterskaber i år er, at der ikke må være deltagere fra andre kommuner. Man må nemlig ikke rejse over kommunegrænser for at deltage i sportsarrangementer, som kræver tilmelding. Den stopklods har Allan Juhl kravlet hen over:

Fire mænd fra Nuuk er på deltagerlisten. Det er fire deltagere fra Ilulissat også. Der er også to fra Danmark. Men i stedet for, at deltagerne rejser til Nuuk, skal mesterskaberne afholdes ved, at der bliver sendt live fra både Nuuk, Ilulissat og København. Det vil sige, at deltagerne fra Ilulissat og København bliver, hvor de er.

LÆS OGSÅ Grønlands Stærkeste Mand fik en flot tredjeplads i Danmark

- For eksempel så kan det være, at en deltager i Nuuk løfter først. Derefter løfter en fra Ilulissat, og så løfter en fra København til sidst. Man følger med i den direkte udsendelse, siger Allan Juhl.

Der vil være kamp om Grønlands stærkeste mand i tre vægtklasser: 

Vægtklasser er under 90 kilo, under 105 kilo, og den tredje vægtklasse er over 105 kilo.

Taatsiaq Gabrielsen er klassen under 105 kilo. Han vejer 101 kilo.