Tûgdlik-drenge fortæller om deres oplevelser

Nu står de unge fra Tûgdlik selv frem og fortæller, hvad de har oplevet ombord på skoleskibet. Hør lydklip på grønlandsk.
19. maj 2011 12:15

- Mens jeg ligger i køjen smider de mig ned på gulvet, hvor jeg besvimer.

- Når vi spiller fodbold og laver fejl, sparker de bolden så hårdt imod os, at det svier i kroppen.

- De skælder os virkelig hårdt ud. Det gør ondt psykisk. De prikker til os, så det gør ondt. De tager fat i os og banker os ind mod væggen.

Sådan siger tre tidligere elever på Tûgdlik. De er stadig bange og tør derfor heller ikke nu at stå frem med navn af frygt for at Tûgdliks medarbejdere vil opspore dem og tæve dem. Derfor er deres stemmer blevet sløret. De tre drenge boede alle på skoleskibet i flere år.

I Tûgdliks egen beskrivelse af sine pædagogiske metoder står der blandt andet: "I dagligdagen presser vi blidt, men bestemt, eleven til at tage ansvar for egne handlinger". Blidheden har dog ifølge drengene været til at overse. Når eleverne bryder reglerne på skibet kan straffen fx være følgende:

- Alle eleverne på Tûgdlik fik ordre til at komme ud. Mens alle kiggede på, begyndte en medarbejder at slå løs på mig. Efter han havde banket mig, blev jeg sendt i seng.

En anden af drengene bliver spærret inde i sin kahyt i en uge som straf for at have stukket af fra skibet:

- Jeg havde kun underbukser på. Alt mit tøj og mine sko blev gemt inde i vagtrummet. Vi var som slaver.

Den tredje dreng fortæller:

- Vi må ikke sove om dagen. Men jeg faldt i søvn. Og så vækkede de mig ved at hælde fem liter vand ud over mig. Jeg skulle sove på en madras og med en dyne, der var helt gennemblødt.

Det, der for drengene står tilbage efter opholdet på Tûgdlik er ikke meget andet end vrede og skuffelse:

- Jeg flyttede til Tûgdlik, fordi jeg havde hørt fra medarbejderne, at det var et godt sted, hvor man opholder sig meget i den fri natur, og hvor man dyrker meget sport. Men det var jo det omvendte.
 

Hvad tænkte du, da du hørte at Tûgdlik var blevet lukket?

- Jeg tænkte, det er kun godt. Det er et sted, hvor man får det dårligere. Luk den!

Hør lydklip (på grønlandsk):