DMI: Tæt tåge letter ikke lige foreløbig

En tæt tåge over det meste af vestkysten har forsinket eller aflyst de fleste fly. Og der er ingen tegn på, at tågen snart letter, lyder det fra DMI.  
06. august 2019 16:04

Mandag og tirsdag har cirka 500 flypassagerer været ufrivilligt fanget på landjorden på grund af tæt tåge. Og der er desværre ikke tegn på, at tågen letter lige foreløbig. Der skal nemlig et vejrskifte til, og sådan et kan DMI ikke lige se i krystalkuglen. 

Det siger Lisette Grenbom, der er meterolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.  Image removed.

LÆS OGSÅ Igen i dag: Tåge holder Air Greenlands fly på jorden

- Der skal et lavtryk eller et godt, gedigent regnvejr eller blæsevejr til at få skiftet denne her luftmasse ud og flytte rundt på tågen. Og det er der ikke udsigt til lige foreløbig, så den bliver nok liggende lidt endnu, siger hun.

Hedebølgen fra Europa 

Men hvad er det egentlig, der er skyld i den tætte tåge over vestkysten, som holder fly på jorden i dagevis? Og som Air Greenland kalder for en "usædvanlig situation fordi det ikke er helt normalt, at tågen bliver liggende til langt op ad dagen"?

Ifølge Lisette Grenbom er det varmen fra sidste uges hedebølge i store dele af Vesteuropa, der har bevæget sig hele vejen til Grønland. 

- Det er en meget varm luft, og den indeholder enormt meget fugt. Og når den så kommer ind over de kolde vande omkring Grønland, så bliver den kølet ned og danner denne her tætte tåge, siger Lisette Grenbom.

LÆS OGSÅ Video: Sidste dag med europæisk varme i Nordgrønland

Tåge i sig selv er ikke et særsyn på denne årstid. Det er mængden af tågen, der er usædvanlig, siger Lisette Grenbom. 

- Det er meget normalt, at vi ser tåge her i sommerperioden, men det er lidt ekstremt med den her varme luftmasse, der har lagt sig på den her måde, som den har gjort nu, siger hun.