Syv danskere fra virusramte Wuhan landet i Danmark

Det tredje hold af evakuerede danskere fra Wuhan er natten til mandag landet i Aalborg Lufthavn.
Det er det tredje hold af danskere, der er blevet evakueret fra den kinesiske millionby. (Arkivfoto.) Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
10. februar 2020 11:08

Yderligere syv danskere fra den virusramte kinesiske by Wuhan landede på Flyvestation Aalborg natten til mandag.

Det bekræfter den danske sundhedsstyrelse på sin hjemmeside.

Anette Lykke Petri, enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, oplyser, at alle syv havde det godt ved ankomsten. Ingen havde tegn på sygdom, så der var ikke behov for at indlægge nogen på hospitalet.

LÆS OGSÅ Kinesisk kvinde i København er ikke smittet med coronavirus

- Vi vil være i daglig kontakt med alle hjemvendte, så vi sikrer, at de er grundigt informeret om forholdsregler, siger Anette Lykke Petri i en meddelelse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Statens Serum Institut vil tilbyde alle de evakuerede danskere at blive undersøgt for coronavirus. Selve undersøgelsen foregår ved, at der tages en podning fra svælget med en vatpind.

Selvom de syv danskere ikke er smittede med coronavirus, vil de ud fra et forsigtighedsprincip blive sat i hjemmekarantæne.

LÆS OGSÅ Beredskab aktiveret: Vi er forberedt, hvis virussen kommer til Grønland

Hjemmekarantænen varer 14 dage, hvor de pågældende personer dagligt vil tjekke deres temperatur og være i kontakt med sundhedsfagligt personale.

Udbruddet af et nyt coronavirus har spredt sig fra Wuhan i Kina til resten af landet samt yderligere omkring 25 lande.

Indtil videre er 908 mennesker i Kina døde som følge af virusset, mens der er registreret over 40.000 smittetilfælde.

/ritzau/