Sygeplejersker: Coronakaos løses ikke med pæne ord

Naalakkersuisut kom med pæne ord, men spørger man sygeplejerskerne, skal de tage ansvar og handle, hvis krisen i sundhedsvæsenet skal løses.
Naalakkersuisut mener, at den kaotiske situation i sunedhedsvæsenet blandt andet kan løses ved den nye teststrategi. Det afviser sygeplejerskerne, der kæver handling. Foto © : Malik Brøns / KNR
24. januar 2022 14:39

For at skabe opmærksomhed om de kaotiske forhold i sundhedsvæsenet, har flere sygeplejersker stået frem i medierne og fortalt om, hvordan coronahåndteringen presser sundhedspersonalet.

Presset er nu blevet så stort, at det også har konsekvenser for patienterne, der ikke altid få den hjælp, som de har brug for.

Petra Luna Fuglø, der er tillidsrepræsentant og sygeplejerske på Dronning Ingrids Hospital, er en af dem, der har givet udtryk for sin frustration.

LÆS OGSÅ Sygeplejersker i opråb: Tilstanden i sundhedsvæsenet er akut

Hun savner blandt andet, at Sundhedsledelsen og Naalakkersuisut lytter til sygeplejerskerne og anerkender deres ekstraordinære indsats i de knap to år, pandemien har stået på.

Derfor blev hun også glad, da hun i går kunne læse, at den vikarierende Naalakkersuisoq for Sundhed, Pele Broberg (Naleraq), kom på banen med en anerkendelse af sygeplejerskerne:

- Jeg synes, at det er godt, at der kommer sådan en anerkendelse. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at den kommer så sent, men det lyder til, at de tager situationen alvorligt, siger Petra Luna Fuglø.

Sygeplejerske: Ny teststrategi ændrer ikke noget for os

For at lette presset har Naalakkersuisut valgt at ændre teststrategien, så der kan frigøres flere ressourcer til patienterne. Det fortalte Pele Broberg til KNR i torsdags:

- Vi har fået en indstilling fra Sundhedsledelsen om, at vi er nødt til at skære ned på de mange tests, så sundhedspersonalet kan tage sig af de syge. Det har vi gjort selvom, at vi godt ved, at det er upopulært.

LÆS OGSÅ Pele Broberg siger tak til pressede sygeplejersker: Det har vi ikke været gode nok til

Men for Petra Luna Fuglø og hendes kollegaer på medicinsk afdeling på Sana, kommer den ændrede teststrategi ikke til at betyde det store:

- Lige nu ser vi en kæmpe stigning i antallet af smittede, og det betyder flere indlagte. Jeg arbejder på den afdeling, hvor dem med corona bliver indlagt, så for os ændrer teststrategien ikke noget, siger Petra Luna Fuglø.

- Det påvirker os, at vi får flere indlagte. Der er noget logistik, der skal gå op. Har vi nok sengepladser, når der er så mange, der skal være isoleret? Og hvordan undgår vi, at den samme sygeplejerske plejer både covid-patienter og hjertesyge?

Det er nogle af de bekymringer, som Petra Luna Fuglø går med.

Hun anerkender dog, at den nye teststrategi måske vil aflaste de ansatte i testcentrene og laboratorierne.

Fine ord skal følges op med handling

Også hos sygeplejerskernes fagforening, Peqqissaasut Kattuffiat, er man glade for Pele Brobergs udmelding, men de håber nu, at de fine ord også vil lede til handling:

- Et officielt tak fra en minister betyder meget. Især når den er fuldt af en indrømmelse af, at man måske ikke har været så god til at anerkende sundhedspersonalets indsats undervejs, skriver formanden Ken Jensen.

- Men et tak uden handling er værdiløst midt i en krisesituation. Et tak sikrer ikke patienterne. Et tak sikrer ikke sundhedspersonalets arbejdsvilkår og fastholdelse.

Ken Jensen har foreslået, at sygeplejerskerne tilbydes ekstra feriedage, så de kan få tid til at puste ud og samle kræfter til at yde den ekstra indsats, som det kræves at vinde kampen mod corona.

Pele Broberg forstår ønsket, men vil dog ikke love noget. I stedet henviser han til de næste overenskomstforhandlinger i 2024.

Det skydes dog ned af Ken Jensen, der frygter, at mange sygeplejersker vil søge væk fra faget, hvis ikke forholdene forbedres nu:

- At vente til næste overenskomstforhandling med at løse problemerne, er en utopisk forestilling. For hvis ikke man tager nogle drastiske skridt nu, så vil der ikke være ret meget sundhedspersonale at forhandle med næste gang.