Svindel med CO2-kvoter

Kriminelle grupper er nu hoppet med på den grønne bølge. De har fået øje på handel med CO2-kvoter, som de svindler med for millioner af kroner.
19. oktober 2009 09:09

I England efterforskes i øjeblikket en sag, hvor svindlen løber op i over 300 millioner kr. Dét svindlerne gør, er at handle kvoterne mellem egne selskaber, men stikke momsen i egne lommer. Det kalder man for en momskarrusel, fortæller chefkonsulent i Skat Erik Andersen.

- Det, vi ser eksempler på i for eksempel England, er, at kvoten sættes i en karrusel, og det vil sige, at den handles syv til otte selskaber imellem for så at ende hos den oprindelige sælger. På den karruseltur er der blevet opkrævet moms, men som ikke bliver afregnet hos myndighederne, fortæller Erik Andersen.

Da den danske moms er høj, bliver handlerne med CO2-kvoter overvåget nøje.

- Hidtil har vi ikke fundet noget i Danmark. Vi har et tæt samarbejde med Energistyrelsen, som administrerer CO2-kvoterne, og vi overvåger handlerne dagligt, siger Erik Andersen.

Indtil videre er der fundet svindelsager i England og Frankrig.