Svindel i Siumut ved sidste landsmøde
Selvom det er over et år siden, at Siumut var til landsmøde i Qasigiannguit for at afgøre, hvem der skulle være partiets formand, så er den fortælling endnu ikke et afsluttet kapitel.
For partiets revisor og bestyrelse har været gennem papirerne fra landsmødet, og det viser sig nu, at der er foregået svindel forud for selve arrangementet.
Helt præcist er det lokalafdelingen i Nuuk, som har snydt med deres medlemstal.
Uacceptabel overtrædelse
Det er en halvindviklet affære, men det korte af det lange er, at afdelingernes antal af medlemmer afgør, hvor mange delegerede, de kan sende med til landsmøde.
Har man over hundrede medlemmer, giver det tre delegerede ved mødet.
Det er det, som lokalafdelingen Nuuk har påstået, de havde, og som det nu viser sig, var en løgn. Det skriver Siumut selv i en pressemeddelelse.
Noget partiet kalder en overtrædelse, som de finder helt uacceptabel.
Fusk midt i formandsvalg
Det er den tidligere formand for Siumut Nuuk, Qarsoq Høegh-Dam, der sammen med unavngivne personer har sendt en urigtig medlemsliste ind forud for mødet.
Det er den liste, som betød, at lokalafdelingen havde tre medlemmer med til landsmødet.
Noget, som hovedbestyrelsen har kaldt yderst alvorligt, og som også fremstår endnu mere problematisk, da det som sagt var ved dette landsmøde, det skulle afgøres, hvem der skulle være partiets formand.
Et valg, der stod mellem Erik Jensen, Aki-Matilda Høegh-Dam og Kim Kielsen.
Siumut vil umiddelbart ikke tage affære overfor de tidligere medlemmer, der nu har forladt partiet. Derimod vil Siumut indhente forklaringer fra de resterende involverede personer, der i dag stadig er medlemmer, skriver partiet.