Sverige dropper anklage mod WikiLeaks-stifter

Den svenske anklagemyndighed dropper anklagen mod WikiLeaks-stifter Julian Assange for seksuelt overgreb på to kvinder.
Foto © : Antonio Marín Segovia/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
19. maj 2017 09:57

Dermed bortfalder ordren om at anholde ham. Det oplyste anklagemyndigheden på et pressemøde i Stockholm her til formiddag.

- Jeg har i dag besluttet at ophæve Stockholms byrets beslutning fra oktober 2010 om fængsling af Julian Assange in absentia og at tilbagekalde den europæiske anholdelsesordre, forklarede anklageren på pressemødet.

Assange har siden 2012 opholdt sig i Ecuadors ambassade i London. Han frygter at blive udleveret til USA og anklaget for, at WikiLeaks har lækket hundredtusinder af dokumenter om USA's krigsførelse i Afghanistan og Irak.

Ifølge anklagemyndigheden i Stockholm har sagen trukket i langdrag, fordi Assange ikke personligt har villet møde op i den svenske hovedstad af frygt for at blive udleveret til USA.

Den første reaktion fra Assange var at poste et billede af sig selv bredt smilende på de sociale medier.

/ritzau/