Svære forhold for deltagerne i ACR

I dag starter det traditionsrige skiløb Arctic Circle Race - også kaldet verdens hårdeste skiløb.
Skrevet af Karsten Sommer
05. april 2013 06:21

Det sker her klokken 10 og ikke klokken 9 som vi fik sagt tidligere i morges.

Starten går i år fra Spejdersøen i Sisimiut.

På grund af det varme vejr har man dog måttet flytte startområdet til bredden af søen, da der er en hel del vand i det område, hvor man siden det første ACR-løb i 1997 har sendt de seje skiløbere afsted.

- Alt ser ud til godt vejr under løbet og sneen er OK, siger ACR-formand Jens Klaus Lennert, der fortæller at 173 skiløbere fra 14 nationer står klar til at gennemføre tre-dages løbets 160 kilometer på ski. Den ældste deltager er en 69-årig nordmand, og den yngste er kun 12 år.

- Sisimiut summer af liv med de mange tilrejsende, der gør sig klar til løbet, som i år når sit højeste punkt nogensinde, når løberne på andendagen skal helt op i 758 meters højde over havet, fortæller Jens Klaus Lennert.

170 frivillige fra Sisimiut og andre byer langs kysten, hjælper til med afvikling af løbet. De får ikke løn for deres arbejde, påpeger Jens Klaus Lennert.

- Til gengæld får de en oplevelse for livet, garanterer ACR-formanden.

Ifølge vores seneste vejrmelding fra Asiaq der blandt andet laver vejrprognoser, ser det dog ikke lovende ud med temperaturene i Sisimiut. Lige nu ligger temperaturen således på hele 6,6 plusgrader og den forventes at stige til 7,9 i løbet af dagen.

Altså ikke de bedste forhold for deltagerne i verdens hårdeste skiløb.