Studerende får legater fra Ivalo og Minik

Syv grønlandske studerende med udlængsel er blevet belønnet med legater på over en halv million kroner i alt fra Ivalo og Minik Fonden.
Ivalo & Minik Foto © : Brian Mølgaard/KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
11. november 2015 08:02

Formålet med den grønlandske uddannelsesfond er at uddele legater til grønlændere, der ønsker at tage en international videregående uddannelse eller et internationalt efteruddannelsesforløb herunder et praktikophold i en virksomhed eller organisation.

- Jeg håber vi med vores legater kan være med til at give de studerende nogle kompetencer og erfaringer til gavn for dem selv såvel som for Grønland, siger fondens bestyrelsesformand Minik Rosing.

De syv legatmodtagere uddanner sig inden for blandt andet journalistik, geologi, sygepleje, international handel samt sprog og litteratur.

Og de skal studere verden over - lige fra Canada og Nordnorge over Sverig og Frankrig til Australien og Tanzania.

 

Legatmodtagerne
Andrea Christiansen har modtaget et legat, så hun kan læse et semester på Vancouver Island University i Canada i forbindelse med sin uddannelse til journalist på Ilisimatusarfik.
 
Angùnguak Thomas Kleist Jepsen har modtaget et legat, så han kan læse tre semestre på Curtin University i Australien i forbindelse med sin uddannelse i geologi på Københavns Universitet.
 
Birthe Rasmussen studerer sygepleje på Ilisimatusarfik. Hun har modtaget et legat til at gennemføre et praktikophold som sygeplejerske i Tanzania via Mellemfolkeligt Samvirke.
 
Hans Peder Kirkegaard har modtaget et legat til at læse en Master i International handel på Darla Moore School of Business på University of South Carolina i USA.
 
Mikaela Augustussen er uddannet sygeplejerske og er i gang med et Ph.D. studie på Ilisimatusarfik med titlen "Palliativ pleje for grønlandske patienter med fremskreden kræft i Grønland og Danmark". Hun har i den forbindelse fået et legat til at forske på Norges Arktiske Universitet i Tromsø.
 
Mona Koch Madsen er uddannet sygeplejerske fra Ilisimatusarfik. Hun har fået et legat til at videreuddanne sig til intensivsygeplejerske på Karolinska Institutet i Stockholm i Sverige.
 
Uiloq Mathæussen er bachelor fra Ilisimatusarfik i Sprog, Litteratur og Medier. Som en del af sin overbygningsuddannelse skal hun læse et semester på Université De Versailles St. Quentin En Yvelines i Frankrig, og det har hun modtaget et legat til at gøre.

Ivalo & Minik Fonden blev stiftet af NunaFonden i 2012. Den er opkaldt efter kronprinsparrets tvillinger, der som bekendt har de grønlandske mellemnavne  Ivalo og Minik udover deres fornavne Josephine og Vincent.
Udover NunaFonden findes bidragsyderne til fonden i det grønlandske erhvervsliv. Royal Arctic Line, Royal Greenland og Grønlandsbankens Erhvervsfond har alle doneret de penge, som fonden udbetaler.
 
Ivalo & Minik Fonden er opkaldt efter Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Josephine Sophia Ivalo Mathilda og Hans Kongelige Højhed Prins Vincent Frederik Minik Alexander, der er børn af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.