Strømafbrydelsen i Nuuk: Problemerne hobede sig op

Strømafbrydelsen i slutningen af november var en kamp på flere fronter. Nødgeneratorer og kommunikationudstyret svigtede,mens nedkølede huse skubbede indsatsen tilbage. Det fremgår af en redegørelse fra Nukissiorfiit.
De hårdest ramte i Nuuk var i slutningen af november mørklagt i 18 timer. Foto © : KNR
Skrevet af Ivik Kristiansen
24. januar 2022 05:37

24. november var der et brud på et kabel til elforsyningen i Nuuk fra vandkraftværket i Buksefjorden. Det fik borgerne i Nuuk at føle, da strømmen i hovedstaden gik klokken 9.13. Strømmen kom og gik i de efterfølgende timer, og klokken 13:05 var den genetableret.

Det viste sig dog, at det kun var et forsmag til et større strømsvigt, hvor problemerne hobede sig op. Problemer, som Nukissiorfiit i Nuuk aldrig havde stået overfor før.

Den 29. november forårsagede kabelbruddet igen en strømafbrydelse. Denne gang varede det i 18 timer for de hårdest ramte. Af en redegørelse fra Nukissiorfiit fremgår det, at det var intense timer for selskabet.

Timerne begyndte at tikke, da en nødgenerator klokken 22.53 ikke startede. Den generator skulle ellers starte de tre andre nødgeneratorer, og da fejlen ikke blev fundet med det samme, måtte der findes alternative løsninger.

LÆS OGSÅ Nukissiorfiit om Nuuk: Det er et kapløb mellem vækst og forsyning

Det kom, da en meget mindre generator blev sat ind.

- Det lykkedes at bruge denne generator til at få spænding på 10 kV skinnerne i elværket, hvilket var nødvendigt for at kunne indkoble de større generatorer, står der i redegørelsen.

Det var en løsning, der aldrig tidligere er afprøvet, og som først lykkedes efter flere forsøg.

Natten var dog kun lige begyndt.

Radiatorer i kolde huse overbelastede generatorer

Dernæst skulle nødgeneratorerne kobles ind. Et arbejde, der begyndte klokken 00.56.

Men nødgeneratorerne bliver meget nemmere overbelastet end vandkraftværket. Og når de overbelastes, stopper motorerne, der driver generatorerne. Derfor måtte Nukissiorfiit gradvist koble byen langsomt ind.

Men også her var der problemer.

Et af problemerne var udetemperaturen.

- Når huse og bygninger bliver kolde, vil alle el-radiatorer trække maksimal strøm på en gang, skriver Nukissiorfiit.

LÆS OGSÅ Nukissiorfiit: Nuuks el afhænger af gammelt nødkraftværk

Og så bliver generatorerne overbelastede og stopper. Herefter må processen startes forfra. 

Procedurerne for genetablering af forsyningen med dieselgeneratorerne var heller ikke afprøvet tidligere. Når byen er helt uden forsyning fra vandkraftværket, skal dieselgeneratorerne forsyne et såkaldt ”dødt net”. Det kræver helt andre opstartsprocedurer.

Og det har ikke været muligt at teste tilslutning til dødt net. En test ville kræve at slukke helt for Nuuk, indtil spændingen i nettet har lagt sig.

Nøje kommunikation var krævet - mobinetværket røg

Tilslutningsarbejdet ville under normale betingelser være kompliceret, men nu stod Nukissiorfiit på helt ukendt grund.

Her var kommunikationen vigtigt. Men kommunikationen i sig selv blev en stor udfordring, da mobilnetværket hos Tusass røg, og Nukissiorfiits egen radiokommunikation også faldt ud.

- Det betød at koblingspersonalet blev afskåret fra at kommunikere, og koblingspersonerne derfor måtte køre til kontrolrummet på nødelværket, for at modtage instruks, tage ud og udføre den, for herefter at måtte returnere til kontrolrummet, skriver Nukissiorfiit.

Politiet bistod senere med kommunikationsudstyr.

I over 14 timer skifter nødgeneratorerne med at være koblet ind og falde ud. Klokken 14.03 begyndte vandkraftværket med hjælp fra nødgeneratorerne at forsyne igen, og byen bliver gradvist koblet tilbage til det.

- Situationen ville være problematisk, hvis vejret var koldere

Da strømmen endelig kom tilbage efter 18 timer, var det med beskeden, at borgerne skulle holde deres elforbrug på et minimum.

Den ene af to aldrende generatorer blev nemlig defekt og måtte til reparation i syv timer. Uden den var der fare for, at de øvrige generatorer blev overbelastet.

LÆS OGSÅ Nukissiorfiit advarede mod huller i forsyningssikkerheden i foråret

Men de holdt. Defekten kunne dog sagtens have forlænget strømsvigtet, hvis ikke havde været omkring frysepunktet i Nuuk i de dage.

- Ved lavere udetemperaturer og deraf højere strømforbrug i byen, havde situationen været problematisk, står der i redegørelsen. 

Først den 3. december blev Nuuk igen 100 procent forsynet af vandkraftværket.  

Erfaringerne fra strømsvigtet bliver brugt i tilfælde af, at noget lignende sker i fremtiden, skriver Nukissiorfiit.