Strid om mundkurv hele weekenden

Hele weekenden er det føget med beskyldninger, fordi Siumut skal gå gennem naalakkersuisoq for infrastruktur Jens B. Frederiksen, hvis partiet vil mødes med direktøren for den selvstyreejede energiforsyningsvirksomhed Nukissiorfiit.
25. oktober 2009 18:30

Vildledning, mistænkeliggørelse og pure opspind. Sådan har det lydt hele weekenden mellem Siumuts formand Aleqa Hammond og IA’s politiske ordfører Juliane Henningsen.

Striden drejer sig om medlemmerne af Inatsisartuts muligheder for at mødes og tale med medarbejdere ansat i Selvstyrets institutioner og virksomheder. Aleqa Hammond beskylder naalakkersuisoq for infrastruktur Jens B. Frederiksen for at have givet direktøren for Nukissiorfiit mundkurv på. Og kalder det for vildledning, når IA’s Juliane Henningsen lørdag forsvarede Jens B. Frederiksen:

- Siumut anser det for beskæmmende, at IA bruges som stik-i-rend dreng af Demokraterne til at udsprede røgslør over politisk kontrol med Selvstyrets institutioner, skriver Aleqa Hammond i en pressemeddelelse.

Men også under det tidligere Naalakkersuisut var der procedurer for, hvordan medlemmer af Inatsisartut kunne mødes med Selvstyrets medarbejdere, siger Juliane Henningsen:

- Jeg fik for eksempel en gang besked på, at jeg kun kunne mødes med Kulturrådets formand, hvis det daværende medlem af Naalakkersuisut Tonny Marø også kunne være til stede.