Kraftigt blæsevejr skyldtes, at 228 passagerer strandede i Kangerlussuaq.Foto: Air Greenland / Lars Kleemann-Andersen

Strandede passagerer i Kangerlussuaq er igen på farten

De strandede passagerer i Kangerlussuaq er blevet fragtet frem til deres destinationer, men der er fortsat udfordringer for Air Greenland.

Efter en hæsblæsende dag for Air Greenland i går, ser det nu ud til at lette for flyselskabet. 

Torsdag strandede 228 passagerer i Kangerlussuaq, fordi flyene ikke kunne lande i Nuuk og Maniitsoq. Det skyldtes kraftigt blæsevejr i de to områder.

En del af de strandede passagerer måtte indkvarteres i sportshallen, da alle hotelværelser i lufthavnsbygden var booket. 

LÆS OGSÅ Storm aflyser og forsinker fly: Store problemer i Nuuk og Maniitsoq

Men i dag er stort set alle de strandede passagerer fløjet frem til deres destinationer, oplyser kommunikationschef i Air Greenland Katja Vahl. 

- Det er en større operation at få hele puslespillet til at gå op. Der skulle være sendt nye rejseplaner ud til alle. Dog er ruten til og fra Qaanaaq aflyst grundet teknik på en af vores Dash-8 maskiner, som vi arbejder på at få klar til i morgen, siger Katja Vahl.

Sydgrønland blev også berørt af det dårlige vejr i Nuuk torsdag og fredag. Passagererne har fået en ny rejseplan, oplyser kommunikationschefen i Air Greenland fortsat.

Har lejet ekstra atlantfly

Selvom situationen ser nogenlunde stabil ud lige nu, er der fortsat problemer.

- Vi har en teknisk udfordring på en af de maskiner, der indgår i planen. Vores teknikere arbejder på højtryk med at få denne udbedret, og vi håber allerede at have den klar igen søndag, siger Katja Vahl og fortsætter:

- Dog kan vi se mulige udfordringer i Diskoområdet, da der er sandsynlighed for tåge og lave skyer, som kan få betydning for morgendagens ruter i området. Skulle det blive tilfældet, at vi må aflyse flyvningerne der, vil de berørte passagerer blive informeret, så snart vi kender den aktuelle situation.

LÆS OGSÅ Efter strandingskaos: Air Greenland åbner for billetsalget igen

Aflysningerne resulterede også i, at passagerer strandede i Kastrup Lufthavn. 

Air Greenland oplyser, at de har lejet to ekstra atlantmaskiner i weekenden, der skal flyve de 175 strandede passagerer fra Kastrup Lufthavn. 

- Vi beklager meget de gener, det har påført vores rejsende, siger Katja Vahl.

Også i midten af juli strandede passagerer rundt omkring i landet. Her var der tale om 1000 passagerer, og situationen var så presset, at selskabet stoppede billetsalget i et forsøg på at få passagerpuklen afviklet. Billetsalget åbnede igen 18. juli. 



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl