Strammere søsikkerhed rammer passagersejladsen

En ny lov fra Søfartstyrelsen betyder, at alle skibspassagerer, skal iføres flydedragter, når de transporteres med landgangsfartøj i vinterperioden. Det har vist sig at være en vanskelig opgave for Arctic Umiaq Line at opfylde. Selskabet har som konsekvens indstillet passagerbesejlingen af Kangaamiut og Arsuk med Sarfaq Ittuk.
Skrevet af Louise M. Kleemann
13. oktober 2009 09:09

Arctic Umiaq Line vurderer, at omkring 650 passagerer til Arsuk og Kangaamiut resten af året bliver berørt af ændringer i sejladsen, som skyldes, at Sarfaq Ittuk som følge af vanddybden ikke kan lægges til kaj i de to bygder. Loven kræver, at passagererne skal have flydedragter på, når de transporteres til og fra kajen i landgangsfartøjet.

- Vi har ansøgt Søfartsstyrelsen om dispensation, men dette er blevet afslået med begrundelse i de erfaringer Søfartsstyrelsen har indhentet i forbindelse med arbejdsulykken om bord på tankskibet Orasila, siger direktør Jette Larsen.

Hun forklarer, at der er to årsager til at sejladsen til Kangaamiut og Arsuk er indstillet. For det første kan Arctic Umiaq Line ikke skaffe dragter til børn eller svært overvægtige personer. Og det er ikke let at få dragterne på, når man samtidig skal balancere på pontonbroen uden overtøj og fodtøj, oplyser direktør Jette Larsen.

- For det andet viser erfaringen, at det er yderst vanskeligt for passagererne at benytte dragterne. Vores kaptajn vurderer derfor, at dragterne medfører øget risiko for uheld, da deres bevægelighed hæmmes betragteligt, lyder forklaringen.

Der er i denne uge booket 4 passagerer ud af Kangaamiut, som er ombooket til et skib fra Royal Arctic Bygdeservice. Bookinger for de kommende måneder er ligeledes ombooket til skibe under Royal Arctic Bygdeservice, oplyser Arctic Umiaq Line.

Med hensyn til passagersejlads til Arsuk arbejder Royal Arctic Bygdeservice lige nu på at finde et fremtidigt alternativ til Sarfaq Ittuk.

I denne uge bliver Arsuk betjent af Sarfaq Ittuk, dog uden mulighed for at medtage børn.