Strømmen ryger kortvarigt flere steder i Nuuk onsdag aften

Flere Nuuk-bydele risikerer igen at miste strømmen onsdag aften. Nukissiorfiit forsikrer dog, at det kun er kortvarigt, fordi selskabet skal lave en omlægning.
Nuuk er udfordret af massive strømsvigt. Foto © : KNR
01. december 2021 18:37

Strømmen i hovedstaden har været nogenlunde stabil de fleste steder onsdag eftermiddag.

Men her til aften vil flere folk formentlig opleve, at den forsvinder igen. I hvert fald kortvarigt. 

Nukissiorfiit oplyser nemlig på Facebook, at forsyningsselskabet har igangsat en "omlægning" af nogle af selskabets kunder. 

Omlægningen sker for at selskabet kan sikre stabil forsyning til såkaldte samfundskritiske funktioner som for eksempel sundhedsvæsenet.

LÆS OGSÅ Strømsvigt i Nuuk: Sådan er kommunen i beredskab

Det betyder dog, at flere bydele vil opleve, at strømmen igen forsvinder for en stund. Den vil dog kun være væk i mellem 30 til 60 minutter, og Nukissiorfiit forventer, at omlægningen er afsluttet klokken 20.

- Herefter vil alle igen have stabiliseret forsyning, skriver selskabet på Facebook.

Det har ikke været muligt at få oplyst præcist, hvilke bydele der bliver berørt.

Som det ser ud nu, er strømmen mere stabil, end den var i går. Elproduktionen kommer fra en kombination af vandkraft- og diesel. 

- Stort set hele Nuuk har fået strøm, skriver Grønlands Politi i en beredskabsmeddelelse.

Tusass oplyser, at folk kan opleve udfald på mobil- og internetforbindelser, men at der er anskaffet generatorer for at sikre samfundskritiske situationer.