Stort flertal for finanslov

Sammen med Samarbejdspartiet stemte Partii Naleraq imod finansloven, da den mandag blev vedtaget af stort flertal.
Foto © : KNR // Aannguaq Reimer-Johansen
Skrevet af Jonas Fievé
26. november 2018 14:06

Samarbejdspartiet undrer sig over, at de ikke er blevet inviteret med til at være en del af finanslovsforhandlingerne. Det slog partiets medlem af Inatsisartut Tillie Martinussen fast under tredjebehandlingen af finansloven mandag, hvor hun sagde, at de kun havde været inviteret med til forhandlinger en gang i starten af perioden, hvor de ikke havde mulighed for at deltage.

LÆS OGSÅ Unfair at vi ikke er med i finanslovsaftale

Dermed er hverken Samarbejdspartiet eller Partii Naleraq en del af finanslovsaftalen, som blev vedtaget med et stort flertal.

- Det er således til at konstatere, at 1/6 del af befolkningen er tilsidesat. Det mindste man kunne have sørget for, var, at disse var hørt, sagde Tillie Martinussen i sit ordførerindlæg.

LÆS OGSÅ Bredt flertal bag finanslovsaftale

Til sidst slog hun fast, at Samarbejdspartiet ikke kunne stemme for den samlede finanslove, da de blandt andet ikke mener, at der er tale om reelle forbedringer på socialområdet.

- Ingen væsentlige forbedringer for handicappede s vilkår, ingen for udsatte eller ældre.  Socialområdet og skoleområdet i kommunerne, er udsat for besparelser i Bloktilskud til kommunerne, og kommunerne har fået meget kort indfasning af forringelse af deres Bloktilskud - nu hvor kommunerne generelt kæmper for at få hverdagen for mange udsatte til at hænge sammen.

For den samlede finanslov stemte 23 for mens fire stemte imod landets husholdningsbudget for næste år.