Storbrand i Notre Dame skal laves til en tv-serie

Produktionsselskab har købt rettighederne til New York Times' dækning af voldsom brand i Notre Dame i april.
Det franske produktionsselskab Pathé vil i samarbejde med det britiske tv-selskab Moonriver og Vendome Group lave en miniserie om branden, der ramte Notre Dame 15. april. Foto © : Olivier Mabelly/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
16. oktober 2019 10:40

Den dramatiske storbrand, der i foråret ramte katedralen Notre Dame i Frankrigs hovedstad, Paris, skal laves til en tv-serie.

Det skriver det amerikanske medie Variety.

Det franske produktionsselskab Pathé vil i samarbejde med det britiske tv-selskab Moonriver og Vendome Group lave en miniserie om branden, der ramte Notre Dame 15. april.

De har købt rettighederne til den amerikanske avis New York Times' dækning af branden, som tv-serien blandt andet skal basere sig på.

New York Times' dækning kastede blandt andet lys over, hvordan brandmænd og politibetjente kæmpede for at redde den ikoniske katedral fra fuldstændig ødelæggelse.

Miniserien skal rekonstruere begivenhederne efter den første advarsel om en brand i Notre Dame.

Serien, som fortsat ikke har fået et navn, er det første tv-projekt, der er blevet annonceret i et nyt treårigt samarbejde mellem Vendome Group og Pathé.

/ritzau/