Stor udstilling om Inuit-dukker

En udstilling med inuit-dukker bliver nu vist flere steder i verden. Og dukkerne fortæller en historie om inuitkulturens udvikling i gennem tiderne.

Der er mange måder, hvorpå man kan vise og  videregive sine traditioner. En af dem er ved hjælp af dukker. Kunstcenteret i Yukon har således organiseret en stor dukkeudstilling med omkring 50 inuit- og indianerdukker.

Udstillingen hedder “Vi syer vore traditioner”, og den blev vist første gang ved vinterolympiaden i Vancouver sidste år, hvor den var en stor succes.

Igennem generationer brugte mødre og bedstemødre dukkesyning til at lære deres døtre og børnebørn, hvordan man skal sy med skind, pels, perler og stof.  Det er både selve dukkerne og dukkernes tøj, som er blevet syet af kvinderne. I alt har 30 inuit- og indianerkvinder fra Nunavut, Nordvest-territorierne og Yukon syet dukker. Dukker, som de betragter som små kulturbilleder.

Kunstcenteret i Yukon meddeler, at dukkekunsten i dag er ved at blive genoplivet, og at dukkerne afspejler arktisk og nordligt liv, mode og traditioner. Der er mange kvinder, der nu har genoptaget kunsten og bruger dukkerne til at viderebringe ikke blot symetoder, men også viden om andre tider. Dukkerne måler mellem 20-40 cm og har blandt andet de fineste miniaturekamikker og perlebesatte amautiks.

For tiden vises udstillingen  ved det velkendte arktiske institut, Scott Polar Institute, i England, hvor den er at finde indtil slutningen af august. Flere inuit-syersker fra Nunavut er med til udstillingen for at vise deres syteknik. Derefter vil udstillingen rejse videre til andre europæiske lande for at vise en meget unik side af inuitkulturen.

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Live flyinformation ank./afg.

TTV s 350 Aktuel TV oversigt

TTV s 610 Aktuel Radio oversigt