Stigning i drabssager belaster politiet

Grønlands Politi har i 2017 haft langt flere drabssager end i 2016. Og det er noget, der kan mærket i politiet, fortæller politimester Bjørn Tegner Bay til KNR.
Politimester Bjørn Tegner Bay
Politimester Bjørn Tegner Bay Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Mads Pedersen
31. december 2017 12:27

Drabsager er nemlig belastende både økonomisk og menneskeligt for politiet. Det fortæller Politimester, Bjørn Tegner bay, til KNR. 

- Vi har efterforsket og efterforsker fortsat otte sager som drabsager. Men det er ikke det samme som, at de ender  som drabssager hos domstolene, fortæller Bjørn Tegner Bay.

Han fortæller, at politiet sætter så mange som muligt ind i efterforskning af drabsager, fordi det er yderst vigtigt at den slags sager bliver opklaret.

LÆS OGSÅ Tidligere borgmester og landstingsmedlem dømt for drab

Det betyder, at politiet bruger mange interne ressourcer, men det har også den konsekvens, at politiet i Grønland er nødt til at hente assistance i form af kriminalteknikere og retsmedicinere fra Danmark, hvilket er økonomisk dyrt for politiet. 

Men drabssager er ikke kun en belastning i forhold til økonomi og ressourcer, fortæller Tegner Bay. 

- Udover det så er der også det menneskelige aspekt. Selvom efterforskerne er meget professionelle, så er drabsager noget der sætter sig i os som medarbejdere, siger politimesteren.

LÆS OGSÅ Ilulissat: Mistænkt kan ikke huske drab på 17-årig

I 2016 var der tre drabsager. Meget tyder på, at antallet vil være mindst fordoblet i år. Bjørn Tegner Bay har ikke noget bud på, hvorfor der har været markant flere drab i 2017. Men han siger:

- Ligegyldigt om der er tale om tre, seks eller otte drabsager, så er det tre, seks og otte drabsager for meget. I et samfund med kun 56.000 indbyggere, der burde antallet af drab langt, langt de fleste år være NUL, siger Bjørn Tegner Bay.

Han tager det forbehold, at det præcise antal drabssager for 2017, endnu ikke er opgjort.

LÆS OGSÅ Tidligere borgmester og landstingsmedlem dømt for drab

LÆS OGSÅ Teenage-drabsmand fik barberet 20 måneder af dom