Stadig skolemad under coronakrisen

Kommuneqarfik Sermersooq har valgt at forsætte bespisningen i skolerne på trods af, at folkeskolerne har lukket.
Kommuneqarfik Sermersooq har mulighed for at bespise op til 20 elever på hver skole.
Skrevet af Karsten Sommer
24. marts 2020 12:27

Børn i Kommuneqarfik Sermersooqs folkeskoleklasser vil stadig kunne få den gratis skolemad, de er vant til.

Det sker, selv om skolerne er lukket og i øjeblikket kun har et nødberedskab for de børn af forældre, som skal på arbejde og ikke kan finde alternativ pasning.

Det fortæller kommunens direktør for forvaltning for børn og skole, Lone Nukaaraq Møller.

- Vi har aftalt med vores leverandør, at de hver dag leverer mad til de børn, der er i nødpasning, plus et par ekstra portioner til hver skole, så vi har mulighed for at give mad til børn, der kun kommer for at få noget at spise, fortæller hun.

LÆS OGSÅ Coronafrygt: Skoler lukker og flytrafik stopper fra fredag

Kommuneqarfik Sermersooq har dermed valgt at forsætte bespisningen i skolerne på trods af nødberedskabet:

- Vi må desværre erkende, at der findes børn i vores kommune, der er helt afhængige af skolemaden. Det ville ikke være rimeligt at svigte dem i en tid, hvor deres verden er blevet vendt på hovedet, og de derfor i forvejen er ramt af utryghed, siger borgmester Charlotte Ludvigsen.

LÆS OGSÅ Corona-lukning: Her er kommuners plan for hjemmeundervisning

Kommuneqarfik Sermersooq har mulighed for at bespise op til 20 elever på hver skole. Viser behovet sig større, vil kommunen sørge for et større antal.

Maden vil komme i madpakker, så børnene kan tage det med sig.

Der er også nødpasningsordninger i alle kommunes daginstitutioner. Her er det som normalt institutionens personale, der arranger bespisningen.