Støtteparti jubler: Rigtigt at hjemtage fødevareområdet

Grønland skal lære af Færøerne og tjene penge til landskassen ved at hjemtage veterinær- og fødevareområdet, mener Atassut.
I 2019 stillede Atassut forslag om at undersøge mulighederne for at hjemtage veterinær- og fødevareområdet. Støttepartiet er glad for, at den nye koalition bestræber sig på at hjemtage området.
Skrevet af Anders Dall
01. maj 2021 11:11

Hos koalitionens støtteparti Atassut vækker det begejstring, at Inuit Ataqatigiit og Naleraq vil sætte arbejdet i gang med at hjemtage et nyt ansvarsområde fra Danmark. 

I koalitionsaftalen skriver de to partier nemlig, at de i denne valgperiode vil arbejde for at Grønland alene skal stå med ansvaret for fødevareområdet.   

- Vi er virkelig glade for det, for det er vores forslag, siger Aqqalu Jerimiassen, der er partiformand for Atassut.

Han henviser til, at partiet på Efterårssamlingen i 2019 stod bag et forslag om at undersøge mulighederne for at hjemtage veterinær- og fødevareområdet. Forslaget blev vedtaget, men redegørelsen lader vente på sig. Coronarestriktioner lyder forklaringen.

Det oplyste daværende naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Jens Immanuelsen, i et svar til Atassut i december sidste år.  

Lær af Færøerne

Aqqalu Jerimiassen mener, at Grønland skal kigge mod Færøerne for inspiration til at hjemtage området.

- For eksempel har Færøerne for længst hjemtaget deres eget fødevareområde og veterinærområde. Og de tjener virkelig mange penge på det, siger Aqqalu Jerimiassen. 

LÆS OGSÅ Fiskeorganisation: Eksport til Kina er virkelig risky business lige nu

Han henviser blandt andet til Færøernes erfaringer med at tjene penge på lakseopdræt. 

- Takket være deres eget fødevareområde kan de lave deres egne regler for at kunne eksportere og tjene penge på det. Og det er det, vi skal lære fra. Det er det, vi skal tænke på hele tiden. Hvor meget kan Grønland tjene på det. Det er landskassen, der skal tjene på det, siger Aqqalu Jerimiassen.

Delt ansvar

Som det er lige nu, er ansvaret delt mellem Grønlands Selvstyre og Miljø- og Fødevareministeriet i Danmark. Det betyder, at den danske fødevarestyrelse varetager en række opgaver i Grønland på veterinær- og fødevareområdet.

Ansvaret for veterinær- og fødevareområdet i Grønland:

 

Området er delt mellem Grønlands Selvstyre og Miljø- og Fødevareministeriet i Danmark. 

 

På fødevareområdet er ansvaret blandt andet fordelt sådan her:

 

Danmark: Fødevarestyrelsen varetager opgaven med at godkende og holde kontrol med kød- og fiskevirksomheder, samt fabriksfartøjer, der beskæftiger sig med eksport.

 

Grønland: Veterinær- og Fødevaremyndigheden, VFMG, varetager opgaven med at godkende, vejlede og holde tilsyn med fødevarevirksomheder, der producerer til hjemmemarkedet. 

 

Kilde: Naalakkersuisut og Fødevarestyrelsen

 

For eksempel når det gælder grønlandske fiskevirksomheder, der arbejder med eksport. 

Og den nuværende ordning er ifølge Aqqalu Jerimiassen et problem.  

- Det er problematisk, at vi har så meget begrænsning, at vi overhovedet ikke er tilpasset til vores egen kultur her i landet, siger Aqqalu Jerimiassen.

Han efterlyser desuden bedre muligheder for at udnytte de produkter, som der ikke kan sælges på brættet i dag.

- Vi vil gerne udnytte vores egne madressourcer her i landet bedre, siger han.

Beslutning på oplyst grundlag

Ifølge formanden er redegørelsen af mulighederne for at hjemtage området helt central for at sætte gang i processen.

Den skal nemlig sikre, at politikerne her i landet træffer en beslutning på et oplyst grundlag, når det gælder hjemtagelsen af fødevare- og veterinærområdet. 

I Atassuts forslag fra 2019 så efterlyser partiet, at redegørelsen også skal finde svar på, hvad det vil koste i kroner og øre at hjemtage området.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut advarer mod hjemtagelse af fødevare- og veterinærområdet

I forbindelse med Fiskeri- Fangst og Landbrugsudvalget behandling af forslaget på Efterårssamlingen i 2019 henviser udvalget til, at Naalakkersuisut i 2010 vurderede, at vil koste cirka 20-25 millioner kroner årligt at hjemtage området. Der er dog behov for nye beregninger for, hvad det vil koste, oplyste Naalakkersuisut tilbage i 2019.

Partiformanden kan ikke på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på, hvad det vil kræve rent personalemæssigt for Grønland, hvis landet hjemtager området.  

- Det skal redegørelsen vise, siger han.