Spyr dioxin ud i store mængder

Forbrændingsanlægget i bygden Kapisillit ved Nuuk udleder det giftige kemikalie dioxin i en grad, der er 520 gange højere end EU's grænseværdi.
04. marts 2011 07:07

Miljøingeniør og ph.d- studerende Rasmus Eisted fra Artek er i færd med et forskningsprojekt, der skal kortlægge vores stadigt stigende mængder affald, og hvorvidt der er grundlag for en mere effektiv behandling af affaldet.

Det er ikke undersøgt, hvor meget dioxinen påvirker dyrelivet omkring Kapisillit. Men vurderingen lyder, at indbyggerne er mere udsat for miljøskadelige stoffer end faunaen omkring dem.

- Indbyggerne har absolut et større problem, hvis vindretningen bærer røgfanen ind over beboelserne. I det tilfælde vil borgerne være udsat for både dioxin og tungmetaller, hvilket ikke er sundt, siger Rasmus Eisted til Sermitsiaq.

Fagchef ved Afdeling for Natur og Bæredygtighed i Kommuneqarfik Sermersooq, Roar Heini Olsen, kalder de må bygdeforbrændingsanlæg for meget uheldige, fordi der på grund af anlæggenes størrelse og den begrænsede brug af dem, sker mange opstarter og nedkølinger af anlægget. Og det er derfor de danner ekstra meget dioxin.

Han mener dog at påvirkningen fra forbrændingsanlægget er ekstremt lille og ubetydelig.

Europæerne har fastsat grænseværdien netop fordi dioxin er et ekstremt giftigt kemikalie, der er skadeligt for menneskers immunforsvar og arveanlæg, ophober sig i fedtvævet, og er svært nedbrydeligt både i menneskekroppen og i naturen.