Sommerudstilling om vores stærke forfædre

I en ny udstilling der vises i Nuuk kan man opleve nogle af de stærke folk bag polarekspeditionerne. Grønlandske forfædre der har overlevet meget barske forhold i Arktis gennem årene.
Malerierne er lavet efter gamle sort/hvid fotografier Foto © : Katuaq
29. juni 2019 19:06

I disse dage kan man se udstillingen Modige mænd og Arktis i Kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Og der er en særlig grund til at kunstneren har lavet denne udstilling.

Kunstneren Malînánguaq Marcussen- Mølgaard vil gerne fremhæve vores stærke forfædre.

- Jeg mener, at det er det, vi har brug for i dag. Vi hører nemlig altid om, at vi grønlændere har rekord i seksuel misbrug, selvmord, og andre dårligdomme. Jeg synes, det er på tide at fremhæve vores rødder. De stærke og modige forfædre som har kunne overleve i århundreder i den barske arktiske natur, siger kunstneren. 

Nogle af de stærke grønlandske mænd, der kan opleves i udstillingen, er dem der stod -og gik bag de store polareventyrer Knud Rasmussen, Mylius Erichsen og andre.

- Der bliver ikke snakket så meget om de egentlige grunde til, at de mange ekspeditioner lykkedes. Det er nemlig de grønlandske storfangere, der fanger maden, viser vej og sørger for udstyret. Og det er de dygtige kvinders skindarbejde, der holder ekspeditionsdeltageren varme, siger Malînánguaq Marcussen- Mølgaard

Hun mener, at vi som befolkning har brug for disse forbilleder, og derfor hædres de i en maleriudstilling af hendes oldefar Tobias Gabrielsen, som i løbet af 30 år deltog i mange polarekspeditioner.

Malerierne ar blevet til i samarbejde med Arktisk institut og Arktiske billeder. De er malet ud fra udvalgte gamle sort/hvide billeder fra den berømte Danmark ekspeditionen fra 1906-08.

Sommerudstillingen i Katuaq kan ses indtil 30 aug.