Snævert "ja" til mere magt til Erdogan i Tyrkiet

Med så godt som alle stemmer talt op i Tyrkiet, tyder alt på et lille "ja" til den ændring af den tyrkiske forfatning, der vil give præsident Erdogan mere magt.
Foto © : AMISOM Public Information
Skrevet af Ritzau
16. april 2017 17:52

Men der er tale om et meget snært resultat, hvor ja-sigerne efter de foreløbige optællinger, får 51,3 procent af stemmerne, mens nej-siden får 48,7 procent.

Og ja-sigerne vil uden tvivl være skuffede over at deres flertal bliver så småt, siger DR´s udsendte, Michael S. Lund.

- For selvfølgelig er det en sejr for præsidenten, men med langt færre ja-stemmer end Erdogan og hans parti havde håbet, da de udskrev folkeafstemningen.

Dagens afstemning understreger at Tyrkiet er et delt land, hvor kun lidt over halvdelen har støttet mere magt til præsidenten.

Den tyrkiske opposition mener samtidig, at søndagens folkeafstemning har været præget af flere former for valgsvindel.

Oppositionspartiet Det Republikanske Folkeparti vil således kræve op til 60 procent af stemmerne talt om.

- Mange ulovlige handlinger bliver begået til gavn for regeringen, siger partiets næstformand Erdal Aksunger til Reuters.