Skyderi i Paamiut

Politifolk fra Nuuk assisterede politiet i Paamiut under et skyderi mandag aften. Gerningsmanden er stukket af uden for byen. Politiet oplyser, at gerningsmanden er Hilmer Ibsen Christensen fra årgang 1968, han bliver betegnet yderst farlig og er stadig på fri fod.
Skrevet af Noah Mølgaard
20. september 2011 20:11

Der var skyderi i Paamiut tirsdag aften. Skyderiet var så voldsomt, at politiet i Paamiut måtte tilkalde hjælp fra Nuuk, da situationen udviklede sig dramatisk.

- Det hele startede med at det lokale politi rykkede ud til husspektakel. Men gerningsmanden blev endnu mere aggressiv kort efter og skød efter en lokal politibetjent, siger vicepolitiinspektør i Polimesterembedet Niels Nyvang til KNR.gl.

- Gerningsmanden gik senere ud på vejen og affyrede flere skud. Heldigvis er der ingen, der blev ramt af skudene. Men manden er stukket af uden for byen og opholder sig stadig øst for byen, siger Niels Nyvang.

Gerningsmanden havde en rød trøje på, da han forlod byen med bare ben og uden fodtøj.

Politiet i Nuuk har sendt en indsatsstyrke afsted, og de er ankommet til Paamiut. Politiet opfordrer borgere i Paamiut om at være meget forsigtige og på ingen måde prøve at tage ud til det område, hvor han formentlig opholder sig.

Politiet har nu også frigivet navnet på gerningsmanden. Det er Hilmer Ibsen Christensen fra årgang 1968.

- Det er en person, som politiet kender i forvejen, og han har tidligere begået lignende kriminalitet. Han er farlig, og vi ved ikke hvad han kan finde på at gøre nu, siger Niels Nyvang.

Han vil ikke oplyse hvor mange politibetjente, der er sendt afsted til Paamiut. Men han siger, at der er tale om en passende styrke.

Politiet vil senere udsende en pressemeddelelse om situationen.