Skuffet lejer: Højere husleje er bare ikke i orden

Asta Høy fra Nuuk er stærkt utilfreds med, at naalakkersuisut hæver huslejen i syv af Selvstyrets boligafdelinger.
I Nuuk vil 1.903 lejere af Selvstyrets lejeboliger blive ramt af huslejestigninger fra nytår.
01. oktober 2021 09:05

- Det er latterligt, og det er for meget. 

Sådan siger Asta Høy. Hun bor i blok 6 i Nuuk i en af de boligafdelinger, hvor naalakkersuisut hæver huslejen. Hun er bestemt ikke tilfreds med udsigten til at skulle betale mere i husleje fra den 1. januar.

Hun kalder det uaccetabelt, at huslejen skal stige i en lejlighed, som den hun bor i, hvor der er store problemer med vedligeholdelse.

- De blokke vi bor i, de er ikke egnet til 2021, fordi de er utætte. Vinduerne er stadigvæk de samme fra dengang, blokken blev bygget. Det er så utæt, at vi om vinteren bliver nødt til at sætte vat under vinduerne og ved altandøren, siger Asta Høy og uddyber:

- Vi har klaget over de utætte vinduer. De sætter bare noget skumagtigt ved vinduerne og siger: "Det bliver ikke utæt mere, det hjælper." Men det gør det ikke. Ligeså snart man åbner vinduerne, så falder det af igen, siger hun.

Lejerne må til lommerne

Naalakkersuisut har oplyst, at den hæver huslejen i syv ud af Selvstyrets 16 boligafdelinger for at overholde lejeloven. Det er nemlig et krav, at der er balance i boligafdelingernes budgetter for drift.

Derfor skal underskuddet på de 4,9 millioner kroner hos de syv boligafdelinger altså udlignes af indtægter fra lejerne. Penge, som skal betale for akutte reparationer af boligerne. Sådan lyder forklaringen fra naalakkersuisoq for boliger, Naaja H. Nathanielsen.   

Hvis det ikke skal være højere husleje, der skal betale for de reperationer, hvem skal så betale for reparationerne, synes du?

- Det er svært at svare på. Men jeg synes ikke, befolkningen skal betale for det. Det er for meget, siger Asta Høy.

 I alt bliver 2.877 boliger ramt af de varslede huslejestigninger.

Asta opfordrer til demonstration

Asta Høy frygter, at den højere husleje kan få negative konsekvenser for lejere, der kæmper med at få økonomien til at hænge sammen.

- Det vil også gå ud over andre folk, som måske ikke har så meget indkomst. Det er uaccetabelt. Der er mange lejligheder, som ikke er så gode som de nye lejligheder, siger hun.

Har du tænkt dig at forsøge at råbe politikerne op for at gøre opmærksom på din utilfredshed med de her huslejestigninger?

 - Ja, jeg vil gerne have, at folk skal samle sig og vise, at vi er uenige med dem i, at huslejen skal stige. Det kan vi gøre med en demonstration og sige: "Nok er nok."

 

Fra 1. januar bliver i alt 2.877 boliger ramt af huslejestigningerne. Boligafdelinger, som skal have huslejestigning fra den 1. januar 2022, kan du se her: