Skuespillerskolen: Uddannelsen til skuespiller skal være tre-årig

Uddannelsen til skuespiller skal være en bacheloruddannelse på tre år og ikke som nu en to-årig erhvervsuddannelse. Det mener skuespillerskolen.
Leder af Skuespillerskolen, Ruth Montgomery-Andersen, overdrager her indstillingen til Carl Egede Bøggild fra Departementet for Uddannelse, Kultur og Kirke. Foto © : Edvard Lyberth-Mørch (Nunatta Isiginnaartitsisarfia)
Skrevet af Anders Dall
25. oktober 2020 10:34

Det tager tid at udvikle et talent som skuespiller, og i den proces er to år ikke nok.

Det mener de på Skuespillerskolen.Derfor har skolen ved Nunatta Isiginnaartitsisarfia afleveret en indstilling til Naalakkersuisut med ønsket om, at skuespilleruddannelsen bliver en Bachelor of Fine Arts in Acting. Altså en tre-årig bacheloruddannelse.

Det vil give eleverne mulighed for at videreuddanne sig og specialisere sig i bestemte genrer, fortæller Ruth Montgomery-Andersen, der er leder af Skuespillerskolen:

- De kan lære dramaturgi eller lære at blive instruktør. Alle de ting der kræver, at man søger ind på en højere læreranstalt i resten af verden. Det vil de have mulighed for at kunne, fordi de har deres bachelor, siger hun. 

Beholder sin kunstneriske dna

Netop ved at være en bacheloruddannelse vil det være nemmere for skolen at samarbejde med andre skuespillerskoler rundt om i verden, som er defineret ved at være en bacherloruddannelse, forklarer Ruth Montgomery-Andersen.

Selv om skolen håber på, at uddannelsen bliver en bachelor, så er det ikke ensbetydende med, at den mister sin kunstneriske dna.

LÆS OGSÅ Sidste elev på skuespillerskolen: - Det er meget ensomt

- Det er stadigvæk en kunstnerisk uddannelse, det er vigtigt at slå fast, siger teaterchef Susanne Andreasen.

Udover at eleverne kan få flere skuespiltimer, så skal en tre-årig bacheloruddannelse blandt andet gøre det muligt at undervise eleverne i entreprenørskab. Det handler for eksempel om, hvordan man kan tjene penge på at lave workshops eller egne produktioner uden nødvendigvis at være ansat på et teater, tilføjer Ruth Montgomery-Andersen.

Et gammelt ønske

Skuespillerskolens ønske om, at uddannelsen her i landet skal være en tre-årig bacheloruddannelse er ikke ny. Tilbage i 2012 da uddannelsen blev oprettet var tanken, at eleverne skulle tilbydes en tre-årig bacheloruddannelse inden for skuespil, fordi det ville gøre uddannelsen internationalt anerkendt.

Men blandt andet på grund af økonomiske omkostninger blev det dengang ikke til noget, og derfor er det i dag en erhvervsuddannelse, forklarer Ruth Montgomery-Andersen.

- Det vi gør nu, det er, at vi bygger på det, som faktisk var sat i gang og sikrer os, at den har en international anerkendelse så vores skuespillere, når de er færdige med deres uddannelse, kan videreuddanne sig, siger hun.

LÆS OGSÅ Grønlandsk skuespiller nomineret til Årets Reumert

Og to år på skuespillerskolen er ikke nok, når man skal uddanne sig til skuespiller, lyder det fra teaterchef Susanne Andreassen:

- Der kan vi bare se, at der er nogle ting, man ikke når at blive helt færdige med på to år. Der er nogle fag, som vi ikke har plads til i den to-årige uddannelse, siger hun.

I øjeblikket bliver maks fem elever optaget på skuespillerskolen hvert andet år. Med den nye ordning lægger Skuespillerskolen op til, at det i stedet skal være hvert tredje år.   

- Så der bliver ikke flere, men de bliver bedre uddannet, siger Ruth Montgomery- Andersen.