Skovrydning i Brasiliens Amazonas når højeste niveau i 12 år

Et område på størrelse med Sjælland, Fyn og Lolland lagt sammen er i år blevet fældet i brasiliansk regnskov.
Skove som Amazonas spiller en vigtig rolle i at kontrollere klimaforandringer, fordi de suger CO2 ud af atmosfæren. Men når træer dør eller bliver brændt, så frigiver de den ophobede CO2 tilbage i atmosfæren. Foto © : quapan/flickr
Skrevet af Ritzau
01. december 2020 09:43

Skovrydning i den brasilianske del af Amazonas-regnskoven har i 2020 nået det højeste niveau i 12 år.

Det viser data frigivet mandag af Brasiliens rumfartsagentur, Inpe, der overvåger området via satellitbilleder.

LÆS OGSÅ Stammefolk i Amazonas beskylder præsident for folkedrab

I alt blev 11.088 kvadratkilometer regnskov fældet i Brasilien i de 12 måneder frem til august i år. Det svarer cirka til et område på størrelse med Fyn, Sjælland og Lolland lagt sammen.

Det er en stigning på 9,5 procent i forhold til året før.

Skove som Amazonas spiller en vigtig rolle i at kontrollere klimaforandringer, fordi de suger CO2 ud af atmosfæren. Men når træer dør eller bliver brændt, så frigiver de den ophobede CO2 tilbage i atmosfæren.

Derfor kritiserer flere miljøforkæmpere Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, for ikke at gøre nok for at forhindre skovrydningen.

LÆS OGSÅ Regnskov i Amazonas ryddes med højeste fart i 11 år

Der er sket en stigning i både skovrydning og afbrænding i Amazonas, siden Bolsonaro overtog embedet i januar 2019. Bolsonaro er kendt som klimaskeptiker.

Hans regering har også skåret i støtten til flere miljøorganisationer.