Skolen i Tasiilaq vil lide enormt under ansættelsesstop

Det er en offentlig hemmelighed, at skolen i Tasiilaq ikke er blandt landets mest velfungerende. Undervisningsniveauet er lavt, og der bruges alt for mange kræfter på problemer lærerne imellem.
Skrevet af Peter Troelsen
23. januar 2014 06:49

Skolen har haft overordentligt svært ved at holde på de lærere, man får til at bosætte sig i Tasiilaq, og flere lærere forlod deres stillinger kort før jul. Derfor vil skolevæsenet i Tasiilaq lide overordentligt meget under et eventuelt ansættelsesstop.

-De ansvarlige for folkeskolen i Kommuneqarfik Sermersooq, har, trods deres viden om problemerne på Tasiilaq Skole i flere år, ikke haft vilje til at løse de førnævnte problemer. Derfor vil ansættelsesstoppet, som tidligere nævnt, have enorme konsekvenser for eleverne på Tasiilaq Skole, påpeger Harald Bianco, der sidder i Inatsisartut og bor i Tasiilaq.

Bianco mener, at Kommuneqarfik Sermersooq bør overveje, at Tasiilaq dispenseres fra ansættelsesstoppet, såfremt der ikke bliver taget hånd om de problemer, som skolen må kæmpe med.