Siumut tror på ændring af førtidspensioner

Med et lovforslag, som politikerne i Inatsisartut har førstebehandlet i dag, bliver det mindre attraktivt at være på fuld førtidspension i forhold til at tage skåne- eller fleksjobs få timer om ugen.
12. marts 2015 18:35

 

Lidt under 3.000 grønlændere modtog i 2013 førtidspension. Det er et højt tal, som Naalakkersuisut med en ny reform vil bringe ned. Ud på arbejdsmarkedet skal alle de, som kan, og det er en sag, som ikke møder meget modstand blandt Inatsisartuts partier.

- Hensigterne i ændringsforslaget er positive. At man vil skabe bedre muligheder, for dem der godt kan, til at de kan komme ud på arbejdsmarkedet, siger Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit. 

 

 

Lover flere sagsbehandlere

Med reformen indføres en obligatorisk revurdering af arbejdsevnen senest hvert femte år - en bestemmelse, som ikke har været tidligere. I lovforslaget står der, at der vil komme større fokus på borgerens ressourcer og udvikling. 

"Derved undgås, at førtidspensionister havner i en passiv tilstand uden tilknytning til arbejdsmarkedet," som det hedder.

Naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Lund Olsen (S), siger til KNR, at hun vil arbejde for at få ansat flere sagsbehandlere i kommunerne, der vil kunne vurdere de mange førtidspensionister. Hun mener, det er realistisk at få folk revalideret i flekjob for eksempel, selvom det er mange mennesker, og kommunernes økonomi er mager. 

- Det er ikke alle 3.000, der skal genvurderes. Dem, som er over 60 år, er undtaget, og dem som man umiddelbart ved ikke har nogen arbejdsevne, de skal heller ikke genvurderes, kun alle man formoder har en arbejdsevne skal man ind og kigge på.

 

 

Mener forslag er urealistisk

Inuit Ataqatigiits Aaja Chemnitz Larsen ser det ikke som sandsynligt, at man kan ændre meget på virkeligheden med dette lovforslag. 

- Man kan sidde i en sal og blive enormt enige om alle vores gode hensigter, men det er et problem, hvis vi sætter nogle høje forventninger hos borgerne, hvis vi ved, at det i praksis bliver svært at gennemføre det, siger hun.

- Det er enormt vigtigt, når man laver ændringsforslag, at de er realistiske. Og jeg synes ikke nødvendigvis, at dette her er realistisk.

 

 

Forventer stærkt samarbejde

Jess Svane (S) er mere fortrøstningsfuld end Aaja Chemnitz Larsen.

- Vi har mødt førtidspensionister, der ser sig selv som raske, og kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Så vi skal ikke se det med pessimisme og sige, at det aldrig kommer til at ske. Vi forventer, at kommunerne og førtidspensionisterne vil arbejde sammen for at de skal tilbage på arbejdsmarkedet, lyder det fra næstformanden udvalget for familie og sundhed i Inatsisartut.

Naalakkersuisut lægger også op til at skrue på de økonomiske tandhjul, så det i flere tilfælde bliver mere attraktivt at komme i arbejde igen i stedet for at modtage passiv hjælp. Et mål med reformen er også, at de borgere, som er helt ude af stand til at arbejde vil få bedre vilkår, end de har nu.