SIS formand trækker sig

Formanden for Siumuts Ungdomsorganisation SIS, Kaalinguaq Siegstad, trak sig i går som formand for organisationen. Det meddelte SIS's talsmand Piitannguaq Møller på vegne af ungdomsorganisationens hovedbestyrelse.
Skrevet af Karsten Sommer
03. oktober 2012 06:54

Kaalinguaq Siegstads tilbagetræden kommer i kølvandet på hans nedsættende bemærkninger om Naalakkersuisoq for finanser, Maliina Abelsens brug af det grønlandske sprog, da hun i sidste uge fremlagde sit forslag til finansloven.

Det var første gang Maliina Abelsen holdt sin tale på grønlandsk, i stedet for på dansk, og SIS-hovebestyrelsen fandt deres formands efterfølgende udtalelser i Facebook så uacceptable, at Kaalinguaq Siegstad i går følte sig tvunget til at anmode om at træde tilbage som formand.

- Vores sprog er noget, der binder vores folk sammen, og må ikke bruges til at sætte splid blandt befolkningen skriver SIS-talsmanden, der samtidig understreger at SIS til enhver tid vil støtte personer, der som Maliina Abelsen vælger at benytte det grønlandske sprog, ligesom de støtter at mulighederne for at lære sproget skal forbedres.

Overfor Sermitsiaq.AG beklager Kaalinguaq Siegstad den reaktion hans private udtalelser om politikernes brug af grønlandsk har vakt, men fortryder ikke hvad han har sagt, siger han til avisen.