SIK ser gode takter men mangler konkrete tiltag i koalitionsaftalen

Den store fagforening kan se flere gode takter i Inuit Ataqatigiits og Naleraqs koalitionsaftale. Formand Jess G. Berthelsen efterlyser dog konkrete tiltag og finansiering.
- Jeg kan ikke se, hvordan de vil skaffe finansiering eller skabe nye arbejdspladser, siger Jess G. Berthelsen om den nye koalitionsaftale. Foto © : KNR / Malik Brøns
22. april 2021 10:17

Landets største fagforening, SIK, roser koalitionsaftalen i sin helhed, men der mangler konkrete forslag. Det mener formand for SIK, Jess G. Berthelsen.

- Jeg kan ikke se, hvordan de vil skaffe finansiering eller skabe nye arbejdspladser. Jeg vil derfor ikke sætte mine forhåbninger for højt, selvom de har gode initiativer, siger han til KNR.

Nogenlunde samme melding er kommet fra Grønlands Erhverv og formændene for de to oppositionspartier, Jens Frederik Nielsen fra Demokraterne og Erik Jensen fra Siumut.

Husk pensionisterne

Hvis Jess G. Berthelsen kunne få indfriet et ønske, vil han gerne have løftet pensionsområdet. Ifølge SIK-formanden er flere medlemmer i arbejde, selvom de føler sig nedslidte og vil på pension alene fordi, at de ikke har råd til at lade hver.

- Jeg mener, at det er usundt. Vores medlemmer har arbejdet for samfundet i mange år, og de fortjener at kunne gå på pension uden at skulle bekymre sig, lyder det.

LÆS OGSÅ Jensen og Nielsen om ny koalitionsaftale: Hvor skal pengene komme fra?

Pensionsområdet fyldte også en del under valgkampen.

Jess G. Berthelsen peger også på, at det nye Naalakkersuisut skal have et bredt øje til samfundet, når de taler om at løfte velfærden.

Vil have lønforhøjelser

Ifølge ham nytter det nemlig ikke noget, at det kun er de befolkningsgrupper, der har medieopmærksomhed, der får bedre vilkår.

LÆS OGSÅ Grønlands Erhverv: Koalitionsaftalen er uklar

- I løbet af de seneste måneder har pædagogerne fået en lønforhøjelse, fordi de fik meget politisk opmærksomhed og hjælp. Vores medlemmers lønniveau bør også hæves med hjælp fra politikerne, siger han til KNR.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra kommende formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, men det har ikke været muligt.