- Jeg kan ikke pege på, hvor de kan hentes fra, men SIK har gennem mange år råbt: Hold op med at indføre nye afgifter hele tiden, sagde Jess G. Berthelsen til Qanorooq. Foto: KNR / Malik Brøns

SIK håber på billigere slik og kaffe til medlemmerne

Det koster for meget at putte slik, kaffe og kød i indkøbskurven. Det mener formand for SIK, Jess G. Berthelsen, der støtter op om Demokraatits forslag om at afskaffe afgifter på en række produkter.

- Ethvert forslag, som forbedrer vilkårene for vores medlemmer, støtter jeg selvfølgelig, siger Jess G. Berthelsen, der er formand for Grønlands største fagforbund, SIK.  

Han håber, at partiet Demokraatit kommer igennem med de fire forslag om afgifter, som partiet har sat på dagsordenen ved efterårssamlingen.

Konkret vil demokraterne afskaffe afgifterne på kød-, kaffe- og teprodukte og sætte afgiften ned på sukker, lakrids og chokolade. Afgifter, som de selv var med til at hæve i 2019.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil tygge på forslag om at fjerne afgift på kød, kaffe og sukker

Her blev en pose sukker på et kilo fire kroner og 31 øre dyrere, og afgiften på chokolade og slik steg med fem kroner per kilo.

Men det har demokraterne fortrudt, og derfor vil de sænke afgifterne igen.

Og det glæder Jess G. Berthelsen. For afgifterne gør ondt på SIK's medlemmernes pengepung, påpeger han.

- Derfor vil vi give vores støtte, hvis disse afgifter sænkes eller fjernes, for det vil få positive følger for vores medlemmer og for deres børn, siger SIK-formanden.

Hold op med at komme med nye afgifter

Hvis afgifterne på kød, kaffe og te bliver fjernet, kan landskassen miste knap 20,5 millioner kroner om året.

Derfor mener Naalakkersuisut ikke, de kan sløjfes med et fingerknips. 

- Uden at der har været forudgående undersøgelser og afdækning af konsekvenserne, så synes Naalakkersuisut ikke, at det er muligt at gennemføre besparelserne, siger naalakkersuisoq for finanser, Asii Chemnitz Narup (IA).

Naalakkersuisut vil undersøge, om det er muligt at ændre afgifterne. Noget, der skal ske i sammenhæng med efterårets arbejde med en skatte- og afgiftsreform, lyder det.

LÆS OGSÅ Demokraatit vil alligevel ikke have afgifter på sukker

Jess G. Berthelsen vil ikke komme med et bud på, hvor pengene ellers skal findes.

- Jeg kan ikke pege på, hvor de kan hentes fra, men SIK har gennem mange år råbt: Hold op med at indføre nye afgifter hele tiden, men skab nye faste arbejdspladser, for eksempel få igangsat råstofprojekter. Så der kan komme flere penge i landskassen, sagde Jess G. Berthelsen til Qanorooq.

Inatsisartut førstebehandlede Demokraatits forslag i torsdags. Andenbehandlingen er planlagt til at ske den 9. november.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt