SF: Det var en misforståelse

Det var en misforståelse, da Politiken i går skrev, at SF. Radikale og Socialdemokraterne havde droppet ønsket om en uvildig undersøgelse af CIA-flyvningerne. Det oplyser SF’s pressetjeneste over for KNR.
Skrevet af Martine Lind Krebs
06. september 2011 10:11

I det udenrigspolitiske udspil, som de tre partiers ledere i går fremlagde i Politiken indgår en stor samlet undersøgelseskommission af Danmarks deltagelse i Irak-krigen, i krigen i Afghanistan samt CIA’s interne fangetransporter.

-Vi skal have undersøgt CIA’s rolle - herunder brugen af Grønland, slår Villy Søvndal i dag fast over for KNR.

- En ny regering i Danmark vil ikke sande til i et væld af dyre kommissioner om ting der er sket, så derfor samler vi det kompleks, der handler om krigene, fangeudleveringer og CIA-fangetransporter. Jeg er helt klar over, at spørgsmålet er meget vigtigt i Grønland. Jeg mener også, det er principielt vigtigt, også i Danmark. Men endnu vigtigere er, at de forhold vi synes har været kritisable under VKO ikke får lov at gentage sig i fremtiden, siger han.

Misforståelsen opstod i et interview i Politiken, hvor journalisten bad om svar på, hvorfor der ikke var nævnt noget om en selvstændig undersøgelseskommission i udspillet. Og ingen af de tre partiledere gav klart udtryk for, at CIA-flyvningerne var indbefattede i den påtænkte kommission.
Udmelding fik i går flere af de grønlandske folketingskandidater helt op i det røde felt.

Såvel Inatsisartut som Naalakkersuisut har krævet en undersøgelse. Kun Atassuts folketingskandidat Steen Lynge mener ikke, at det vil føre noget med sig.