Servicekontrakter til 16 bygdeanlæg

Landstingets Finansudvalg har godkendt landsstyrets udkast til nye servicekontrakter med Arctic Green Food og Royal Greenland, skriver AG. De nye servicekontrakter vil koste landskassen 15,4 millioner kroner og løber året ud.
26. juli 2009 15:44

Pengene der går til betalingen af servicekontrakterne kommer hovedsagelig fra den ekstrabevilling på 20 millioner kroner, selvstyret afsatte i juni til særlige initiativer i bygder og mindre byer med stor ledighed.

Samlet set bliver bevillingen til Arctic Green Food på godt 12 millioner kroner i år, mens den nye servicekontrakt med Royal Greenland koster 7,9 millioner kroner.

Finansudvalget understreger, at det har noteret sig, at firmaets revisor har udtalt sig yderst kritisk om Arctic Green Food's bogføringsmæssige dispositioner.

- Vi forventer, at landsstyret kritisk gennemgår de løbende rapporteringer fra selskabet, for at sikre landskassens betalinger anvendes i overensstemmelse med kontraktens målsætninger, skriver formanden for finansudvalget, Akitsinnguaq Olsen.

Endelig opfordrer finansudvalget Landsstyret til at være åbne og ærlige overfor befolkningen, hvis der ikke afsættes midler til en fortsættelse af servicekontrakterne i 2010.

Med indgåelsen af servicekontrakten kan 16 anlæg i bygder og yderdistrikter åbne for indhandlingen af forskellige fisk. Det er Ittoqqortoormiit, Qaanaaq, Savissivik, Ikamiut, Attu Ikerasaarsuk Kangaatsiaq, Niaqornaarsuk, Kangerlussuaq, Napasoq, Atammik, Kangaamiut, Qeqertarsuatsiaat, Arsuk, Qassimiut og Narsarmijit.