Sermersooq: - Vi er klar til nye opgaver

Borgmester Asii Chemnitz Narup fra Kommuneqarfik Sermersooq advarer mod at overdragelsen af opgaver mellem selvstyret og kommunerne forsinkes.
Skrevet af Karsten Sommer
07. marts 2010 13:22

Strukturudvalget pegede i sin tid på en række rationaliseringsmuligheder, som i alt ville kunne betyde besparelser i kommunerne og Selvstyret på op mod 220 mio. kr. Besparelserne forudsætter dog at en lang række drifts- og anlægsopgaver overføres til kommunerne.

Landstingets Finansudvalg har i denne uge holdt møder med Økonomiudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq og er blevet præsenteret for status på sammenlægningsprocessen. I den forbindelse gav Asii Chemnitz Narup udtryk for bekymring over tendensen til at overdragelse af de resterende opgaver udskydes.

Overordnet er forudsætningen for en økonomisk gevinst at overdragelse af ansvarsområder fortsætter uden yderligere forsinkelser mener Kommuneqarfik Sermersooq, som er klar til at løfte sin del af ansvaret. Eksempelvis overtagelse af handicapforsorgen, døgninstitutionsområdet og opgaver indenfor anlægsområdet. Det vil medføre mere rationel administration og sammenhængende løsninger, mener Asii Chemnitz Narup.

Hun håber, at den udveksling af viden og indsigt, der fandt sted på mødet med Finansudvalget vil resultere i initiativ fra Selvstyret til konkrete forhandlinger om den videre plan for gennemførelse af reformen.