Sermersooq holder sociale udgifter i ave med ny strategi

I det netop vedtagne budget har Kommuneqarfik Sermersooq fokus på holde udgifterne til det sociale område i ro.
Asii Chemnitz Narup Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
11. november 2015 17:06

Borgmester Asii Chemnitz Narup(IA) fremlagde i dag kommunens netop vedtagne budget for 2016. Borgmesteren er særdeles tilfreds med budgettet, der opfylder kommunens eget budgetregulativ, som blandt andet kræver et overskud på minimum 25 millioner kroner.

Overskuddet for 2016 budgetteres til 26,6 millioner kroner, og særligt på det sociale område har kommunalbestyrelsen fokus på at holde udgifterne under kontrol, og ny strategi for socialt udsatte børn en vigtig brik.

- I stedet for at anbringe børn og unge på børnehjem og uden for hjemmet fokuserer vi på at give den samlede familie en hjælp, så de kan blive sammen og udvikle deres familie liv sundt og harmonisk, siger Asii Chemnitz Narup til KNR.

Læs også Sermersooq har økonomien på plads

I budgettet for 2016 er blevet plads til at fastholde et højt niveau for anlægsudgifter i kommunen, hvilket ifølge borgmesteren dels skal støtte erhvervsudviklingen men også afhjælpe boligmanglen.

- Vi har en kæmpe mangel på boliger både i Nuuk og i Tasiilak. Vi understøtter også infrastrukturen i form af byggeriet af den nye havn, og vi bygger dæmninger og veje. Vi har også sat penge tilside til at begynde at ændre på vejene omkring lufthavnen, fordi vi håber på at den her forlængelse bliver en realitet, siger Asii Chemnitz Narup.

Med budgettet for 2016 forventer borgmesteren, at Kommuneqarfik Sermersooq er endegyldigt ude af det økonomiske uføre, der blandt andet førte til, at kommunen kom under skærpet tilsyn af Selvstyret.

Læs også Sermersooq ude af skærpet tilsyn

Budgettet vidner dog også om udfordringer for kommunen, da overskuddet i 2016 ifølge budgettet afløses af et underskud i 2017, 18 og 19. Borgmesteren fortæller, at kommunalbestyrelsen som det første i det nye år vil tage fat på at få disse underskud fjernet.

- Vi har lagt et meget seriøst anlægsprogram og 2016 er realistisk, men de ønsker, der er lagt ind i overslagsårene (2017,2018 og 2019, red.) er ikke realistiske. Derfor har vi som en forudsætning, da vi godkendte budgettet, lovet hinanden, at lige så snart vi er inde i 2016, begynder vi at barbere ned på overslagsårene, så vi får et realistisk anlægsbudget, siger Asii Chemnitz Narup.

Borgmesteren kan ikke sige hvilke anlægsprojekter, der bliver sløjfet i årene efter 2016, da det afhænger af de politiske forhandlinger.