STRATEGI Sermersooq gider ikke vente på Selvstyret mere

Kommuneqarfik Sermersooq vil ikke længere vente på Selvstyret, og derfor ønsker kommunen, at private investorer skal betale for opførelsen og vedligeholdelse af nye skoler og daginstitutioner, forklarer borgmester Asii Chemnitz Narup.
14. februar 2017 12:01

Selvstyret har syltet sagen om nye skoler i Nuuk i 15 år, derfor må vi gå andre veje. Sådan begrunder borgmester Asii Chemnitz Narup kommunens ambition om at bygge nye skoler og daginstitutioner for mellem én og 1,5 milliarder kroner.

Kommunen satser på at private investorer betaler og bygger skolerne, som kommunen efterfølgende lejer og betaler af.

Det kan blive en dyr løsning ifølge en ekspert, men borgmesteren fortæller, at man vil arbejde tæt sammen med Selvstyret for at sikre en ansvarlig økonomi.

- Jeg skal lige minde om, at der har været indsendt mange ansøgninger om renoveringer til Selvstyret, også under den daværende Nuuk Kommune for 15 år siden, men vi har altid fået afslag, fortalte borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnits Narup, i Qanorooq mandag.

For at få råd til byggeriet af flere nye skoler i Nuuk satser kommunen på såkaldte OPP-samarbejder, hvor private investorer bygger og delvist betaler for eksempelvis en ny skole.

Det kan blive en dyr løsning advarer en ekspert:

- Når de private går ind og finansiere projekterne, så er det i virkeligheden et rent lån, man giver til kommunen og på den måde er det altså noget hvor den offentlige sektor går ud og låner penge, siger Ole Helby Petersen, professor ved Roskilde Universitet.

Asii Chemnitz Naraup forsikrer dog, at kommunen nøje vil følge finansdepartementets retningslinjer, for udarbejdelse af analyser, der skal lægge til grund for projekterne.

Ifølge professoren kan politikerne blive fristet til at sætte mere byggeri i gang, end kommunens økonomi kan bære, og det får konsekvenser for de kommende generationer, som står tilbage med regningen.

Også her forsikrede Chemntiz Narup om at kommunen vil have et meget tæt samarbejde med selvstyret, for at sikre en ansvarlig økonomi i projektet.

- Vi i kommunalbestyrelsen er meget opmærksomme på, at vi ikke vil give vores børn og børnebørn en byrde, de ikke kan bære, lød det fra Asii Chemnitz Narup.