Sermersooq beklager flugt

Kommuneqarfik Sermersooq vil undersøge deres procedurer, efter at en 16-årig, der af politiet blev beskrevet som farlig, undslap kommunens varetægt tirsdag aften.
- Ja, selvfølgelig vil jeg beklage, når vi som myndighed ikke løser den opgave, der en forventning om, at vi løser, siger Søren Valbak, direktør for forvaltningen for børn, familie og skole i Kommuneqarfik Sermersooq, til KNR. Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
07. juli 2016 11:53

- Set overordnet er det ikke godt, men jeg vil ikke have, at det bliver en kritik af den enkelte medarbejder, der sidder med opgaven derude, for de har fået en opgave, de ikke kan løse, siger Søren Valbak, der beklager situationen omkring den undvegne 16-årige.

- Ja, selvfølgelig vil jeg beklage, når vi som myndighed ikke løser den opgave, der en forventning om, at vi løser, siger Søren Valbak, direktør for forvaltningen for børn, familie og skole i Kommuneqarfik Sermersooq, til KNR.

Skal finde ud af hvad der er sket

Kommunen iværksætter nu en redegørelse af, hvad der præcist skete, da den unge mand undslap. Den redegørelse afventer Søren Valbak, men han bekræfter, at den 16-årige var i kommunens varetægt.

Læs også Politiet: Den efterlyste teenager er fundet

- Det er rigtigt, at han var i vores varetægt i politiets lokaler, og at han undslap der - han stak af fra dem, forklarer Søren Valbak.

Episoden får nu kommunen til at undersøge de procedurer, som kommunen følger, når den som social myndighed skal håndtere farlige personer under 18 år, som der ifølge politiet var tale om i tilfældet med den 16-årige unge mand.

- Vores personale er ikke uddannet til fysisk at tilbageholde en stærk 16-årig, der har sin egen vilje, så vi skal have set på, hvordan vi håndterer de situationer fremover, siger Søren Valbak

Sermersooq vil mødes med politiet om sagen

Kommunen skal efter sommer mødes med politiet og drøfte sagen.

-For at se på hvordan vi laver et mere tæt system mellem politiets opgaver og de sociale myndigheders opgaver i sager som denne, siger Søren Valbak.

Kommunen afventer nu, at politiet forhåbentlig finder den eftersøgte.

- Så må vi prøve at samarbejde med politiet om at få ham fløjet væk fra Tasiilaq hurtigst muligt - jeg havde nær sagt koste hvad det vil - for det er det, vi kan gøre, vi kan bringe ham til en sikret institution i Sisimiut, siger Søren Valbak, direktør for forvaltningen for børn, familie og skole i Kommuneqarfik Sermersooq.

Søren Valbak udtalte sig om sagen, inden at den 16-årige blev fundet.