Seksuelt misbrugt: Afskaf forældelsesfristen

Astrid Fleischer Rex' ønske om at afskaffe forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug møder ikke kun opbakning fra hendes politiske kolleger, men også fra en person, der har haft emnet helt inde på livet.
12. april 2011 16:37

Det, at komme frem med sandheden, er nemlig en essentiel del af misbrugsofrenes bearbejdning.

- Man burde ikke have en forældelsesfrist. For man kan ikke sige: Når jeg er 28, er jeg klar til at snakke. Det kan jo være, at man først er klar til at snakke om sine problemer, når man er 30 eller 40 år. Det kræver en masse kræfter at kunne bringe det op igen. Sådan siger Laila Kristiansen fra Nuuk i spørgsmålet om, hvorvidt anmeldelsesfristen i sager om sexmisbrug af børn bør fjernes. Som Kriminalloven er nu, skal et overgreb anmeldes senest 10 år efter, at den krænkede er fyldt 18 år.

Laila Kristiansen blev gennem det meste af sin opvækst seksuelt misbrugt af sin stedfader. Hendes sag kom allerede for retten, da hun var teenager. Men ikke af egen fri vilje. En voksen, hun havde betroet sig til, henvendte sig til politiet, ogg af frygt for at stedfaderen ville gøre hendes mor fortræd, stak hun i første omgang politiet en løgnehistorie.

Sagen endte med at Laila Kristiansens stedfader slap med en bøde for blufærdighedskrænkelse. Laila derimod, som havde forsøgt at flygte fra sit liv både fysisk og mentalt i flere år, gik psykisk ned, kunne ikke gennemføre sin uddannelse og mistede kontakten til det meste af sin familie.

Til spørgsmålet om, hvornår hun på eget initiativ ville have valgt at anmelde stedfaren, svarer hun:

- Jeg havde nok aldrig gjort det. Måske først efter... Jeg ved det ikke.... Jeg var 30, da jeg begyndte at skrive bogen. Det var først deromkring, jeg begyndte at tage mig sammen, fortæller Laila Kristiansen.

I 2001 skriver hun novellen 'Malersortinneq' ('Forfølgelsen') under pseudonymet Ernu Nielsen. Novellen skildrer netop hendes historie som seksuelt misbrugt og bliver en væsentlig del af hendes selvterapi.

Og som voksen har Laila Kristiansen mærket vigtigheden af at stå frem og fortælle sandheden til omverdenen. Det er nemlig en præmis for at kunne begynde at mane fortidens spøgelser bort, mener hun:

- Det har været vigtigt for mig at få det ud. Sandheden. Det handler mest om at få sandheden frem, fordi man bliver jo berørt. Jeg skulle arbejde med mit selvværd. Og hvis jeg skal nå derhen, så må sandheden frem først.

Laila Kristiansen er idag 42 år. Men bearbejdningsprocessen bliver hun aldrig færdig med.

- Jeg er startet på at bearbejde mine problemer og stoppet og startet og stoppet og startet. Lige står jeg og prøver på igen at komme videre.

Så er du stadig i en proces?

- Ja. Det vil jeg nok være hele livet. Men nu kan jeg bedre håndtere det. Nu græder jeg ikke mere, når jeg snakker om det. Før i tiden græd jeg. Det er i hvert fald et skridt, jeg har taget, fortæller Laila Kristiansen.