Seks personer er omkommet i voldsomt uvejr i Grækenland

Uvejr med orkanagtige vindstød, regn og haglstorme har kostet seks personer livet i det nordlige Grækenland.
Meteorolog Klearxos Marousakis beskriver vejrforholdene som "ekstremt usædvanlige" for denne tid af året. Foto: Scanpix Foto © : Foto: Scanpix
Skrevet af Ritzau
11. juli 2019 10:26

Uvejr med orkanagtige vindstød, regn og haglstorme har kostet seks personer livet i det nordlige Grækenland.

Det oplyser politiet i byen Thessaloniki ifølge flere nyhedsbureauer.

Et ældre par fra Tjekkiet mistede livet, da deres campingvogn blev blæst væk af kraftige vindstød, mens en russisk mand og hans søn blev dræbt, da et træ væltede ned over dem nær et hotel i kystbyen Potidea.

Meteorolog Klearxos Marousakis beskriver vejrforholdene som "ekstremt usædvanlige" for denne tid af året.

Tv-kanalen ERT rapporterer ifølge nyhedsbureauet AFP, at Halkidiki-regionen, nær Grækenlands næststørste by, Thessaloniki, er erklæret i katastrofetilstand.

De seneste to dage har Grækenland oplevet temperaturer på 37 grader.

De høje varmegrader er en gentagelse af sidste uge, hvor myndighederne i Athen torsdag midlertidigt besluttede at lukke Akropolis, en af den græske hovedstads største turistattraktioner, for at beskytte besøgende på det 150 meter høje højdedrag mod en hedebølge.