Seks kinesiske provinser sænker virusberedskabet

Kinas præsident har kaldt det den største sundhedskrise nogensinde. Nu lemper landet beredskabet enkelte steder.
Det samlede antal bekræftede smittetilfælde i Kina er 76.936, oplyser de kinesiske myndigheder. Foto © : Greg Baker/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
24. februar 2020 07:32

Seks kinesiske provinser har sænket niveauet for det kriseberedskab, der håndterer coronavirusset.

Fredag blev beredskabet sænket i to provinser og natten til mandag er yderligere fire fulgt efter, oplyser de lokale sundhedsmyndigheder.

Det samlede antal bekræftede smittetilfælde i Kina er 76.936, oplyste kinesiske myndigheder søndag.

Heraf er langt de fleste tilfælde knyttet til Hubei-provinsen, hvor virusset har sit epicenter.

Lempelse trukket tilbage

I nat var meldingen, at raske personer fra millionbyen Wuhan i Hubei-provinsen kunne forlade byen, men det er trukket tilbage, fordi det ikke var officielt godkendt.

I går sagde Kinas præsident, Xi Jinping, at landet befinder sig "i den største sundhedskrise nogensinde".

Det er til en vis grad lykkedes at bekæmpe virusset. Men kampen er 'fortsat på et afgørende stadie', lød det fra Xi Jinping.

Flere end 2.400 kinesere har mistet livet på grund af virusset.