Seks dræbt og mange kvæstet under jordskælv i Albanien

Jordskælv vest for Albaniens hovedstad, Tirana, er målt til 6,4, og der meldes om ødelæggelser og ofre i flere byer.
Redningsfolk er igang med oprydning og eftersøgning efter overlevende i et sammenstyrtet hus i landsbyen Thumane i det nordlige Albanien. Foto © : Gent Shkullaku/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
26. november 2019 13:45

Mindst seks personer er omkommet, og flere hundrede frygtes kvæstet under et af de værste jordskælv i Albanien i flere årtier.

Ifølge USA's Geologiske Undersøgelse havde skælvet tidligt torsdag morgen en beregnet styrke på 6,4.

Jordskælvet er siden fulgt af et efterskælv, der blev målt til 5,5.

Jordskælvet havde sit centrum 30 kilometer vest for hovedstaden Tirana relativt tæt på jordoverfladen - i 10 kilometers dybde.

Mand død efter panikspring

To kvinder blev fundet døde under murbrokkerne fra et sammenstyrtet hus i den nordlige landsby Thumane.

En mand omkom, da han gik i panik og sprang ud af en sammenstyrtet etageejendom i byen Kurbin.

To talsmænd fra regeringen meddeler, at den største skade er sket i byen Durrës, der ligger ud til Adriaterhavet. Her viser videooptagelser en række bygninger, der er styrtet sammen, og tre døde er gravet ud af ruinerne.

Rystelserne fik skrækslagne borgere i hovedstaden Tirana til at flygte ud på gaderne midt om natten.

Anden gang på to måneder

- Brandmænd og enheder fra hæren hjælper beboere, der er fanget under murbrokker, fortæller en talsmand fra forsvaret.

I flere områder af hovedstaden var der strømnedbrud efter skælvet.

Det er anden gang inden for to måneder, at Albanien rammes af et større jordskælv.

Den 21. september blev boliger helt eller delvist ødelagt af et jordskælv med en beregnet styrke på 5,4.

Forsvarsministeriet i Tirana oplyste i den forbindelse, at det var det kraftigste jordskælv i Albanien i 30 år.

Albanien er ifølge Eurostat det fattigste land i Europa med en gennemsnitlig indkomst på under en tredjedel af gennemsnittet i EU.