Sara Olsvig vil have ligeløn i Kriminalforsorgen

Socialrådgiverne i Kriminalforsorgen i Frihed i Grønland tjener væsentligt mindre end deres kolleger i Danmark. Forskelsbehandling, lyder det fra IA’s Sara Olsvig.
Skrevet af Martine Lind Krebs
25. januar 2013 10:54

Socialrådgiverne i Grønland må typisk nøjes med omkring 4600 kroner mindre om måneden for forsorgsassistenternes vedkommende, og 6300 kroner for de forsorgsfuldmægtiges vedkommende. Også pensionen er forskellig med 18 procent i Danmark mod 6,4 procent i Grønland.

-Det mener jeg ikke er acceptabelt. Det er et ansvarsområde, og der bør være de samme forhold under hele det her område, siger folketingsmedlem Sara Olsvig.

Hun retter også skytset mod de danske folketingspolitikere for ikke at tilgodese Grønland i det seneste forlig om Kriminalforsorgen.

-Det virker helt uanstændigt – at de politikere, som har ansvaret for at afsætte penge til Kriminalforsorgen, ikke sørger for at tilføre flere penge til Kriminalforsorgen i Grønland, når den så tydeligvis har en lavere standard end i Danmark, siger hun.

Sara Olsvig har holdt flere møder om den grønlandske Kriminalforsorg med justitsministeren og beskriver dialogen som positiv, selv om hun kritiserer, at processen går for langsomt. Samtidig foreslår hun, at lovudvalget i Inatsisartut og retsudvalget i Folketinget i samarbejde søger at afklare, hvor der bør gøres en ekstra indsats.

I Grønland er der ikke nogen overenskomst for socialrådgiverne i Kriminalforsorgen i Frihed. Ansættelsesvilkårene aftales derfor individuelt, oplyser Justitsministeren i et svar til Sara Olsvig. Det har i dag ikke været muligt at få et svar fra justitsminister Morten Bødskov eller Kriminalforsorgen i Grønland.

Der har tidligere også været rejst debat om lønforskellene for anstaltsbetjente og bistandsværger. Forskellen på honoraret til bistandsværger i henholdsvis Danmark og Grønland er omkring 1100 kroner om året. Forskellen i anstaltsbetjentenes løn er over 5000 kroner om måneden.