Sara Olsvig stiller op til Inatsisartut

IA's folketingsmedlem Sara Olsvig stiller også op til Inatsisartut-valget. Hun mener nemlig at en direkte indflydelse i det grønlandske parlament vil gavne de sager, som hun samtidig kæmper for i Folketinget. Men hun er godt klar over, at hun ikke kan være to steder på een gang.
06. februar 2013 06:24

Det er de store opgaver, som Grønland står over for lige nu, der trækker i Sara Olsvig, og så ønsket om at IA beholder regeringsmagten. Og de mange opfordringer, hun har fået om at stille op, har også vejet tungt i skålen, fortæller hun.

- Så det er en beslutning, der er taget efter lange og nøje overvejelser ved også at sidde helt praktisk og kigge på tiden og hvordan det her kan lade sig gøre, siger Sara Olsvig til Radioavisen.

Og hun har altså ikke tænkt sig at forlade sin post på Christiansborg, hvis hun bliver stemt ind i Inatsisartut.

- Men hvordan vil du klare begge poster?

- Jeg har taget en klar beslutning om, at det her ikke kan lade sig gøre, uden at jeg inddrager min stedfortræder i Folketinget, og derfor har jeg også taget en beslutning, at når der er Inatsisartut-samlinger, og såfremt jeg bliver valgt til Inatsisartut, så skal jeg bruge min stedfortræder i forhold til folketingsarbejdet, lyder det fra Sara Olsvig, som ikke før har siddet i Inatsisartut.

Hendes stedfortræder er Johan Lund Olsen, som har mange år på bagen i både kommunal- og landspolitik, og han er indforstået med at skulle til Christiansborg i perioder, hvis Sara Olsvig bliver valgt, oplyser hun.

Årslønnen for et folketingsmedlem valgt i Grønland ligger på ca. 680.000 kr, og et medlem af Inatsisartut indkasserer aktuelt 481.000 kroner årligt.

- Kan du ikke være bange for, at nogle vil opfatte det som grådighed at ville sidde begge steder?

- Jeg har ikke tænkt på det som grådighed, men som en måde at fordele sine kræfter på, så man får indflydelse de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Jeg har kunnet konstatere efter halvandet år i Folketinget, at der er sagsområder, hvor det er en stor fordel at kunne påvirke den pågældende sag både fra Folketinget og fra Inatsisartut. Og mange af de sager, jeg har siddet med i Folketinget - både kriminalforsorgen og retsvæsnet er sager, som jeg rigtig gerne vil arbejde med også direkte fra Grønland, så vi kan sikre at den store opgave, det er at løfte de sager, også bliver gjort, lyder svaret fra Sara Olsvig.