TO SAR-eftersøgninger i gang

Grønlands Politi er torsdag middag i gang med to eftersøgninger på havet i henholdsvis Nord- og Sydgrønland.
Arkiv Foto © : KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
05. juli 2018 12:03

Opdatering torsdag klokken 15.20: Begge eftersøgte er fortsat savnet. Politiet i Uummannaq har indstillet eftersøgningen for i dag, torsdag, men fortsætter fredag morgen.

Pavia Gotfredsen er også fortsat savnet. Politiet oplyser, at Arktisk Kommando bistår med skibe og helikopter i forsøget på at finde den 60-årige mand.

I Narsaq eftersøger politiet den 60-årige Pavia Gotfredsen, der sejlede ud tirsdag. Siden er han ikke blevet set. Politiet og Arktisk Kommando eftersøger ham torsdag med helikopter og båd, oplyser vagtchef Lina Davidsen.

- Vi opfordrer folk, der har set eller mødt ham, til at henvende sig til politiet, siger hun.

I Uummannaq er politiet også i gang med en SAR-eftersøgning. Her er tale om en 26-årig mand fra Niaqornat, der ikke er set siden han sejlede ud mandag morgen for at sætte garn. 

Eftersøgningen startede onsdag aften efter anmeldelse fra pårørende, oplyser politiet i Qaasuitsoq.

Der bliver eftersøgt med båd og helikopter, men politiet får også hjælp fra brandfolk og frivillige, der er sejlet ud for at lede efter den unge fisker.

- Man har fundet nogle ting, der formentlig stammer fra hans jolle, fortæller politikommisær Palu Petersen.

Den eftersøgte mand er sejlet afsted i en 16 fods jolle af mærket Askeladden med en Marina-motor med 55 hestekræfter. Jollen er hvid udvendig og orange indvendig. Hvis man ser eller har set noget, der kan hjælpe politiet, skal man henvende sig på telefon 701448.

Rettelse: Vi skrev tidligere, at politiet oplyste, at den eftersøgte i Narsaq er 39 år gammel. Det er ikke korrekt. Pavia Gotfredsen er 60 år gammel.