Efter attentatforsøg i Danmark: Samuelsen håber på EU-sanktioner mod Iran

Frankrig og Danmark har samlet opbakning til EU-sanktioner mod Iran efter attentatplaner.
Foto © : UN Photo/Elma Okic/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
08. januar 2019 07:26

EU's medlemslande er blevet enige om at indføre sanktioner mod Iran efter iranske agenters formodede planer om at udføre attentater i Danmark og Frankrig.

De målrettede sanktioner ventes vedtaget på et møde mellem EU-landenes europa- og udenrigsministre tirsdag i Bruxelles, bekræfter EU-diplomater og en embedsmand over for Ritzau.

De konkrete sanktioner med navne på to personer og en iransk efterretningsenhed ventes offentliggjort senere på ugen.

Frankrig og Danmark har på møder orienteret de øvrige EU-lande om de attentatforsøg, som Iran ifølge de to landes regeringer har forsøgt at udføre.

I Danmark førte en storstilet politiaktion i forbindelse med iranske agenters formodede attentatplan til omfattende lammelser af trafikken 28. september 2018. Både Storebæltsbroen og Øresundsbroen blev lukket.

Målet for agenterne var ifølge PET eksiliranere fra bevægelsen ASMLA.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har siden november sidste år sammen med sin franske kollega arbejdet på at samle enighed i EU om at vedtage sanktioner mod Iran.

Sanktioner fra EU kræver, at alle lande er enige.