Samsejling mellem Royal Arctic Line og islandske Eimskip godkendt

Royal Arctic Line meddeler at den sidste hindring for rederiets planlagte samsejling mellem islandske Eimskip og Royal Arctic Line nu er ryddet af vejen, så samarbejdet kan påbegyndes.
Skrevet af Karsten Sommer
15. september 2019 13:48
Versionist Ane-Marie Petersen

Men rederiet må samtidig fortælle at starten på projektet først kommer i gang i 1.kvartal 2020, og ikke som planlagt allerede i år.

Samarbejdet bliver en realitet, efter at det islandske ankenævn har afvist en klage fra andet islandsk rederi, Samskip, der havde protesteret over de islandske konkurrencemyndigheders godkendelse af samarbejdsaftalen mellem Royal Arctic Line og Eimskip.

Men den planlagte opstart på samsejlingen i slutningen af året, er samtidig udsat til 1. kvartal 2020.

Det skyldes forsinkelser på leveringen af de kommende nye skibe, der skal bruges til samsejlingsprojektet.

Tyfon i Kina forsinker

Her har bl.a. en tyfon og særligt varmt vejr i Guangzhou i Kina, hvor skibene bliver bygget, gjort arbejdsbetingelserne vanskelige, fortæller Royal Arctic Line i en pressemeddelelse.

- Samtidig er der nogle tekniske installationer, som har vist sig at tage længere tid at installere end forventet, udtaler Anders Bay Larsen, Afdelingschef for Skibsdrift i Royal Arctic Line. 

LÆS OGSÅ Tommel op til Royal Arctic Lines samsejlingsplaner

Der bygges i alt tre skibe, et er ejet af Royal Arctic Line og to ejet af Eimskip.

Parterne forventer at kunne melde en præcis opstartsdato for projektet ud i slutningen af oktober i år.    

Og Royal Arctic Line udsender snarest et nyhedsbrev til kunderne omkring den midlertidige sejlplan for resten af året, samt for første kvartal i 2020.    

LÆS OGSÅ Royal Arctic Line åbner rute til USA