Samlingens første del er ovre: Koalitionen er kompromisets mestre, siger ekspert
Fredag – efter to måneder med debatter i salen – kunne formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen, endelig sende sine kollegaer ud af salen med et "tak", efter at Finansloven for 2025 blev vedtaget.
Dermed blev der sat et foreløbigt komma i denne efterårssamling i Inatsisartut, der efter planen skal genoptages med en ekstraordinær vintersamling i det nye år.
Som KNR’s politiske kommentator spåede tilbage i september, var det især turisme og landets skimmelramte boliger, som politikerne i Inatsisartut har endevendt og diskuteret under samlingen.
- Turismeloven har fyldt meget – også i medierne og sikkert også ude blandt befolkningen, siger Ineqi Kielsen.
Den sidste knast om turisme var beslutningen om, hvor stor en andel af ejerskabet i turistvirksomheder i Grønland der skulle ligge lokalt her i landet.
To tredjedele endte det med at blive.
Som nævnt fik naalakkersuisut og IA og Siumuts boligreform også lov til at fylde en del. Blandt andet er der vedtaget en lov, der skal gøre det lettere for folk at købe de lejligheder, som hjemmestyret og kommunerne råder over.
IA og Siumut står samlet
Ineqi Kielsen mener, at IA og Siumut undervejs gennem samlingen har udvist stor samarbejdsvilje og fortsat fremstår som en samlet koalition – trods det, at der kun er fem måneder tilbage, inden der senest skal afholdes valg til Inatsisartut.
- Det er en ret kompromissøgende koalition. De har haft en stærk kompromissøgende ånd, siger han.
Den ånd har turismeloven været et godt eksempel på, tilføjer han.
Der har dog også været behov for at stå samlet under denne samling.
Tre dage i træk i oktober fremsatte oppositionspartiet Naleraq tre mistillidsvota mod naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Hans Peter Poulsen (Siumut).
Det skete under behandlingen af flere initiativer på boligområdet.
- Det har nok været hårdt for koalitionen, siger Ineqi Kielsen.
Dagsordener udefra
Udover kavalkaden af mistillid fra Naleraq fremhæver Ineqi Kielsen også en række andre ting, der har vakt opsigt under samlingen.
Blandt andet er flere markante politikere trådt tilbage. Det gælder blandt andre Asii Chemnitz Narup (IA), der første gang blev valgt til Inatsisartut i 1999, og Siverth K. Heilmann fra Atassut.
- Det er politiske veteraner, der er trådt tilbage. Men det giver også plads til nye kræfter, som kan positionere sig, før der er valg, siger Ineqi Kielsen.
Derudover har begivenheder og forhold, der primært er foregået uden for Inatsisartut-salens fire vægge, også fundet vej ind på talerstolen.
Alt fra inflationen, der har fået priserne her i landet til at skyde i vejret, til krigen mellem Hamas og Israel er blevet omtalt i salen.
Senest har de omstridte forældretests, der bruges til at teste forældre i anbringelsessager i Danmark, været i fokus.
- Vi har set demonstrationer i gaderne – både i Nuuk og København. Og så har vi set reaktioner fra politikere under ordførertalerne, siger Ineqi Kielsen.
Del to starter februar
Næste gang politikerne skal være tilbage i salen i Nuuk, er 4. februar.
Her skal der blandt andet tages stilling til nogle af de beslutningsforslag, som blev udskudt under samlingens første del.
- Men det er også valgåret, der går i gang til februar. Der skal være valg senest i april – cirka to måneder efter anden del af samlingen starter, påpeger Ineqi Kielsen.
Hvorvidt Mute B. Egede (IA) trykker på valgknappen under anden del af samlingen eller venter til marts, må man vente og se.