Same: Selvstyret vil vække glæde i Sameland

I disse dage fyldes Nuuk af journalister fra hele verden, der i et par dage skal dække overgangen til Selvstyret på søndag, og fortælle omverdenen om vores land. Men der er også mange andre udlændinge, der er i Grønland, fordi de simpelthen er tiltrukket af grønlandsk kultur og levemåde, bl.a. samiske Kai Arne Ulriksen.
Skrevet af Karsten Sommer
18. juni 2009 15:02

Kai Arne Ulriksen er norsk same, han studerer antropologi ved universitet i Tromsø i Nordnorge og er i Grønland, for at lave en universitetsafhandling om kultur som redskab til samfundsmæssig frigørelse.

Det spørgsmål interesserer ham som same, og indførelsen af Selvstyre og Grønlands status som tidligere koloniområde, gør Grønland ekstra interessant, set med Kai Arne Ulriksens øjne.

Han vidste ikke meget om Grønland, før han tog hertil. Mest hvad andre, som han siger, "dumme vesterlændinge" ved: Noget om de sociale problemer, om jagt og den smukke natur, men virkeligheden i Grønland har vist sig meget mere mangfoldig.

Det der har overrasket ham mest, er de mange kulturelle aktiviteter. Men også hele hverdagsstemningen, der minder ham om livet blandt samerne i Nordnorge:

- Det er en munter hverdag. Folk smiler og leer og man kan lide at fortælle historier. Folk er gæstfri, lissom i Sameland, du kan komme på besøg, uden at melde sig i forvejen. Så får du kaffe, snakker lidt, og så går du igen. En afslappende hverdag, synes Kai Arne.

- Men den danske indflydelse har jo gjort at mange har mistet sproget - det problem kender vi også i Sameland.

- Danskerne har historisk set haft en magtposition her i Grønland. De ældste føler stadig en form for taknemmelighed overfor danskerne, mens Aasivikgenerationen - dem der er i 40´erne og 50´erne i dag, føler en vis vrede over det kulturtab den danske indflydelse har ført med sig. Men Selvstyregenerationen - dem der er unge i dag, de virker mere i balance.

- Man kan snakke grønlandsk, man kan snakke dansk, det spiller ikke den store rolle for dem. De ved hvor de kommer fra. De føler sig som grønlændere, de er vokset op under Hjemmestyret, i et helt andet politisk klima, de behøver ikke protestere, for at mærke deres grønlandske identitet.

Kai Arne glæder sig over Selvstyret. Og han tror at de samer, der på søndag hører nyheden "Nu har Grønland fået selvstyre" - også vil sige "godt for dem".

Som same glæder han sig over at grønlænderne kommer videre fra kolonimentaliteten, farvel til mindreværdskomplekser - vi kan selv!, slutter samiske Kai Arne Ulriksen, der engang i juli tager tilbage til Tromsø, for at færdiggøre sit universitetsprojekt om den grønlandske kultur.